Tur til Tallinn gav nye perspektiver

Sammen med deltagere fra tre andre lande drog en gruppe FDFere mod Estland for at blive klogere på både kristendommen og andre trosretninger.

04. Feb 2018
Mai Christensen

På kurset var 15 deltagere fra Finland, Ungarn, Estland og Danmark samlet.

Kirkebesøg, diskussioner og tid til fordybelse. Torsdag drog 15 unge mennesker fra Finland, Ungarn, Estland og Danmark afsted mod Tallinn for sammen at deltage i "BE1 Course" - et kursus om tro. En af de danske FDFere, der tog turen til Estlands hovedstad, var Frederikke Ivø fra FDF Nykøbing Falster.

-Jeg har fået en helt anden forståelse på tro og kristendommen. De mennesker som er en del af det og går op i det med hele hjertet. Det var så vildt at opleve og være en lille del af det for en kort stund. At kunne stille spørgsmål til dem og faktisk få en forståelse af det, fortæller hun.

Undervejs på kurset gik turen forbi kirker, mens der blev afholdt messe. Her kunne deltagerne høre om de forskellige trosretninger, ligesom der var rig mulighed for at diskutere udvalgte emner. 

-Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige eller gøre af mig selv for er så overvældet! Jeg er så glad for at jeg meldte mig til og fik muligheder for at opleve det, siger hun og fortæller, at hun brugte søndagen på at deltage i en katolsk gudstjeneste.
-Hele oplevelsen var fuldstændig fantastisk! Ikke alene var jeg oppe at flyve for første gang, og det var en oplevelse i sig selv, men hele kurset. WOW, afslutter hun.