Unge FDFere opfinder lege til ny bog

Opfinderi og leg var i højsædet, da 10 unge FDFere fra hele landet i weekenden var samlet på Silkeborg Højskole. Sammen har de opfundet 12 lege til en ny bog, der udkommer senere på året. En bog med lege og fortællinger, der udgives i anledningen af Silkeborg Højskoles 50 års jubilæum.

05. Feb 2019
Simon Stagis

Der var masser af plads til legende ideer i LEGO House.

Lars Calundan

- Når unge legebørn fra Ringsted, Svendborg og mange andre steder i Danmark mødes, så er det også forskellige legetraditioner, der samles. Så det kræver en del diskussioner at finde frem til, hvordan en leg egentlig fungere bedst.

Sådan udtaler Anders Jørgensen, der bor i Herning og som var en af instruktørerne på lege-udviklingsweekenden, der netop er løbet af stablen på Silkeborg Højskole. Opgaven var klar: I skal opfinde 12 lege, der passer til 12 fortællinger. Dermed har de unge seniorer diskuteret og udtænkt en række lege, som kan leges af små og store grupper. Alle legene kommer på legedatabasen og samles i en bog.

- Den opgave greb seniorerne hurtigt og kastede sig over projektet, efter først at have fået introduktion til forskellige legeopfinder-værktøjer og tilgange til leg, fortæller Anders.

Seniorerne var blandt andet på inspirationstur til LEGO House og øvede sig i forskellige brainstorms-metoder.

En højskole-gave til FDF

For præcis 50 år siden blev Silkeborg Højskole grundlagt, og det skal i årets løb fejres på forskellig vis. Derfor samles 12 gode fortællinger i en bog. Til hver fortælling knyttes en leg, der på en eller anden måde sætter fortællingen lidt i perspektiv.

Bogen er en gave til FDF og sendes ud til alle kredse efter sommerferien.

De 12 lege, som seniorene udviklede, bliver en del af en ny bog.

FOTO: Lars Calundan