Velkommen til Elisabeth og Rune

Elisabeth Rischel og Rune Kløve Junge starter d. 1. september som forbundssekretærer i landsdel 1 og 2.

27. Aug 2021
Ida Sofie Kristensen

Foto: Privat (tv), Nina Frøjk Hansen (th)

1. september byder FDF varmt velkommen til to nye forbundssekretærer. Elisabeth Rischel og Rune Kløve Junge bliver begge forbundssekretærer i både landsdel 1 og 2, hvor de i fællesskab skal varetage opgaverne med landsdelenes kredse og netværk. 

Elisabeth Rischel er nyuddannet cand.mag. i idehistorie og har som barn været FDFer i Vester Hornum. Hun har kendskab til arbejdet med frivillige og kirkeligt børne- og ungdomsarbejde bl.a. gennem sit engagement som bestyrelsesmedlem i UngK og som næstformand for meningsrådet i Helligåndskirken i Aarhus. Elisabeth glæder sig til at mødes og arbejde med de frivillige i FDFs kredse i det midt- og nordjyske: 

- Jeg glæder mig meget til at samarbejde med ildsjælene i kredsene. Det er dem, der driver FDF, og jeg ser frem til at understøtte deres indsats i landsdel 1 og 2, så vi kan give endnu flere børn og unge et ståsted, siger Elisabeth Rischel. 

Rune Kløve Junge er nyuddannet cand.pæd. i pædagogisk filosofi. Han har været medlem af FDF Hjortshøj, siden han var barn, og samtidig har han gennem tiden prøvet kræfter med en række forskellige FDF-kasketter; herunder har han været kredsleder i Hjortshøj og kursusinstruktør på en række af FDFs kurser, ligesom han som frivillig har beskæftiget sig med FDFs uddannelser i bl.a. landsdel 4s lederuddannelsesudvalg. Senest har han været medlem af Landslejrudvalget - en post han i den kommende tid overdrager til andre for at tage handsken op som forbundssekretær: 

- Jeg føler mig vildt priviligeret over at blive ansat og være med til at udvikle FDF og de uddannelsestilbud, vi har, i samarbejde med en masse fantastiske frivillige. Særligt glæder jeg mig til at møde og understøtte lederne i landsdel 1 og 2 i det vigtige stykke frivillige arbejde, de laver hver uge til mødet i kredsen, siger Rune Kløve Junge om sin ansættelse i FDF.