Verdenslejr på Filippinerne

FDFere bliver klogere på bæredygtighed på verdenslejr. 

15. Aug 2018
Christine Lund

Lige nu finder World Camp sted på Filippinerne. Det er en lejr, der foregår hvert tredje år forskellige steder i verden – på årets camp er deltagerne fra Latinamerika, Europa, Afrika og Asien fra i alt 16 lande. FDFs deltager er Sara Lentz Jørgensen fra FDF Aarhus 1, og samtidig er en af de to koordinatorer også FDFer.  

Alle deltagere er lokale ledere i deres respektive nationale børne- og ungdomsorganisationer og er alle organisationer, som FDF samarbejder med. Heriblandt er Chiro fra Belgien, som nogle måske kender fra landslejr, hvor de normalt løber rundt i beige nederdele og shorts.

Deltagerene kommer for at lave relationer på tværs af grænser, blive klogere på andre kulturer, lære om Filippinerne og så er der på hver World Camp et nyt tema.

Det 12. verdensmål

Temaet på World Camp 2018 er taget ud fra FNs 17 verdensmål, nemlig verdensmål 12: ’Responsible Consumption and Production’ – ’ansvarligt forbrug og produktion’. Verdensmålene er relevante for alle verdens lande, som også har skrevet under på at arbejde for dem. Derfor er det relevant at arbejde med i global sammenhæng som denne, da det er tilgængeligt at overføre temaet til en national og lokal kontekst, eksempelvis i deltagernes lokalsamfund og organisationer. Der er på World Camp især fokus på det lokale perspektiv og mottoet er ’you and me, building ecommunity’, hvor ecommunity er en sammentrækning af ecology, community og unity. Programmet er bygget op således, at der den første uge er fokus på at lære en masse om emnet gennem workshop og oplægsopholder, derefter bliver deltagerne sendt ud på fire forskellige projekter i ti dage, hvor de bor hos værtsfamilier – Sara er på et projekt, der har fokus på ’organic agriculture’, hvor et andet projekt eksempelvis har fokus på ’bæredygtigt fiskeri’.

Om sit projekt siger Sara: 

- Det har været virkelig givende at kombinere teori og praksis gennem faglige oplæg på det lokale universitet og samtidig få jord og riskorn ’under neglene’ i arbejdet på nogle af de lokale gårde. Samtidig er vi også blevet præsenteret for en række bæredygtige løsninger på fødevaremangel i fremtiden, siger Sara.

Giv det videre

Den sidste uge har fokus på hvordan man forvalter den viden og erfaring og omsætter til noget, der er relevant i det daglige kredsarbejde. Så der er sessions med fokus på at udvikle lege og metoder, der kan gøre ’responsible consumption and production’ relevant for børn og unge. 

- Alt i alt kommer vi hjem med et kæmpe internationalt netværk af unge ledere, og er samtidig blevet meget klogere på responsible consumption and production, og ikke mindst hvordan vi kan omsætte oplevelserne til mødeideer, og skabe bæredygtige forandringer både som individer og i vores lokalsamfund og organisationer, siger Sara.