Forældrene er vigtige i FDF Snedsted

FDF Snedsted gør meget ud af at inddrage forældrene i kredsens arbejde. Det kommer både lederne, børnene og forældrene til gode.

30. Nov 2020
Theresa Schaltz

Foto: FDF Snedsted

Lederne og bestyrelsen i FDF Snedsted blev for et par år siden enige om noget: Forældrene i kredsen er vigtige. Det lyder nok åbenlyst, men det har gjort en meget vigtig forskel og betydet, at relationen til medlemmernes forældre bliver vægtet højt. Den gode forældrerelation gør det både sjovere og lettere at drive kredsen og lave FDF.

Lederne giver sig tid

I en travl hverdag kan det være fristende at klare oprydningen efter mødet, så snart børnene er sendt ud ad døren, så lederne kan få en velfortjent kop kaffe i lederrummet eller selv tage hjemad. I FDF Snedsted har de bevidst valgt en anden model: Som ledere er det vigtigt at være tilgængelige efter mødet, når børnene hentes, så man kan få en snak med forældrene og hilse på dem.

- Hvis vi har travlt med at rydde op, så er der ikke mulighed for at falde i snak og så går vi glip af chancen for at lære forældrene at kende, fortæller kredsleder Charles Knudsen.

Relationen er vigtig

- En god og tillidsfuld relation mellem ledere, bestyrelse og forældre får tingene til at glide nemmere i kredsen og giver gladere medlemmer. Når vi som ledere løbende får snakket med forældrene, kan vi give det budskab videre, at kredsen vil forældrenes børn og unge det bedste – og så vil forældrene også kredsen det bedste. Det giver forældrene lyst til at give tilbage til fællesskabet i kredsen og hjælpe kredsen løbende, siger Charles.

Den gode relation gør det også muligt for lederne at tage eventuelle konflikter, hjemvé og andet i opløbet. Charles oplever også, at det har en positiv indvirkning på fastholdelsen af de store børn og unge, muligvis fordi der er stor opbakning fra hjemmet og forældrene.

Fællesspisning giver fællesskab

Et af de initiativer, som kredsen startede for et par år siden, er fællesspisning. Børn, unge og forældre har siden det første arrangement bakket op i stor stil og det giver en rigtig god samhørighed og ligeværdighed, når forældre, ledere og bestyrelse kan få en god snak hen over et måltid.

Kredsen står for aftensmad i et prisleje, hvor alle kan være med, og har fællesspisning til både årsmøde, gudstjenester og deres årlige tombola-arrangement. Både store og små møder op med deres familier.

ABC til nye forældre

Det er ikke altid helt ligetil at være ny i FDF som forælder; vi gør tingene på en særlig måde og det tager lidt tid at lære FDF-jargonen. For at komme forældrene i møde har FDF Snedsted lavet en Forældre-ABC med forklaringer af FDF-ord, beskrivelse af hvordan lederne håndterer hjemvé, hvordan praktiske ting gøres i kredsen osv. Det virker også som en rigtig god forventningsafstemning med forældrene og besvarer mange af deres spørgsmål.

Kredsen holder også hvert år et sommerlejrmøde, hvor forældrene kan høre om, hvordan sommerlejren foregår, hvad der forventes af dem og hvad de kan forvente af lederne. Forældrene får også mulighed for at stille alle de spørgsmål, de måtte have, så de bliver trygge ved at sende deres børn afsted. Tilliden og kendskabet lederne og forældrene imellem er helt centralt i den forbindelse, mener Charles. Det skaber det bedste fundament for et godt samarbejde om hele kredsen.

Gode tips

Har I brug for at styrke forældresamarbejdet i jeres kreds? Nedenfor er 12 gode ideer fra andre kredse samt en ny forældrefolder i Trykkeriet, som nye medlemmer kan få med hjem. Folderen kan tilpasses med ny tekst – fx en forældre-ABC som i FDF Snedsted – og nye billeder, så den passer til netop jeres kreds.