Samværsregler
Samværsreglerne revideres mindst en gang årligt
Som kreds skal vi have vores egne samværsregler som sætter aftryk i FDFs Samværspolitik, som er der det fælles afsæt, som binder FDF sammen på tværs af kredse, landsdele og landsforbund.
FDFs samværspolitik og Landsforbundets samværsregler kan findes nedenfor
Børneattester
Alle ledere og bestyrelsesmedlemmer har godkendt at FDF indhenter en børneattest.
Sammensætning af ledere
At begge køn er repræsenteret er at foretrække. Samme regler gælder for weekendture.
Omgangstonen i kredsen
Lederne i kredsen fungerer som rollemodeller for børnene. Derfor taler vi pænt til hinanden, og taler med respekt for hinanden. Det gælder både børn og voksne i FDF Nykøbing F.
Fysisk kontakt og krænkelse af blufærdighed
Det skal være barnets og den unges grænser, som danner udgangspunkt for, hvor tæt voksne skal være på dem. Der skal selvfølgelig stadig være plads til et klap på skulderen og en trøstende omfavnelse til det barn, som har slået sig. En leder skal naturligvis fortsat kunne tage en ”slåskamp” i græsset og give teenageren et knus.
Forholdsregler ved badning
Når det gælder brusebad og omklædning i svømmehal, bader drenge og piger altid hver for sig. Det gælder både børn og voksne. Voksne skal vise respekt for børnenes blufærdighed ved badning.
Forholdsregler ved overnatning
Drenge og piger sover som udgangspunkt hver for sig. Der kan dog være undtagelser f.eks. på hiketur med bivuak.
FDF-møder i private hjem
Afholdes et FDF-møde eller tur (Bondegårdsbesøg eller lign.) privat hos en leder, skal der, ligesom på ture, være mindst to ledere tilstede.
”Ansættelse” af nye ledere
Før en ny leder bliver ”ansat”, tager kredslederen en personlig samtale med den kommende leder. Kredslederen præsenterer kredsen og den kommende leder præsenterer sig selv. Alle nye ledere skal underskrive en børneattest og vedkende sig samværspolitikken for at blive leder i FDF Nykøbing F. Hvis kredslederen finder det hensigtsmæssigt indhentes der referencer på den kommende leder.
Alkohol
Alkohol bliver ikke indtaget på ugentlige møder af hverken ledere, eller andre voksne der er en del af FDF, og alkohol bliver aldrig indtaget foran børnene.
Rygning
Vi er rollemodeller for børnene, derfor er det vigtigt at vi viser et godt eksempel: Hytten er altid røgfrit område. FDF-grunden er røgfrit område, når der er børn til stede. På lejre anvises et rygested, hvor rygerne kan ryge uden børns påsyn. Børn og unge under 18 år, der ønsker at ryge i forbindelse med FDF-arrangementer, skal have en tilladelse hertil fra forældre.
Mobiltelefon
Mobiltelefonen er velkommen til FDF. Den skal bare være på lydløs under aktiviteter. Er man som leder, af gode grunde nødt til at svare på et opkald, bør man ”gå væk” så det ikke virker generende.
Sociale medier
I FDF Nykøbing F er ledere ikke venner med FDF børn gennem sociale medier som Facebook, Instagram eller lignende medmindre der er andre relationer.
Der kan gøres en undtagelse hvis en situation kræver det til kommunikation.