Forbundssekretær til landsdel 7 & 8

Da vores nuværende forbundssekretær i landsdel 7 & 8 tiltræder en ny stilling i organisationen, søger vi en ny til jobbet som forbundssekretær. 

Vil du være med til at give flere børn og unge et ståsted at møde verden fra? Har du mange talenter og lyst til udvikling? Er du god til at møde folk, motivere, kommunikere, følge op og lære fra dig? Kan du lege og skabe relationer?

FDF er en børne- og ungdomsorganisation med 25.000 medlemmer fordelt på 350 lokale afdelinger. Som forbundssekretær på fuld tid har du base på FDFs hovedkontor i København, med mange opgaver ude af huset. Det være sig opgaver på Sjælland og øerne (FDF Landsdel 7 og FDF Landsdel 8) samt opgaver, der går på tværs af forbundet, hvor du vil indgå i et team med andre forbundssekretærer.

Vi søger derfor en person med relevant uddannelse, som ud fra FDFs formål og ambition vil være med til at gøre en forskel. Du skal kunne se dig selv arbejde både med udvikling af de lokale kredse, herunder formidling og uddannelse af voksne, samt organisatorisk udvikling og ledelse af frivillige.

Vi lægger vægt på, at du har forståelse for og viden om frivilliges engagement, og at du med udgangspunkt i kredsenes behov yder relevant sparring og rådgivning. Forbundssekretæren skal kunne se muligheder fremfor begrænsninger, og det er en fordel at have et bredt netværk indenfor foreningslivet.

 

Primære opgaver:

Være opsøgende og nysgerrig på de lokale kredse, og udvikle dem i samarbejde med de lokale ildsjæle, herunder:

  • Afholde kredsledersamtaler med nye kredsledere
  • Arbejde med uddannelse af ledere i landsdelen
  • Udarbejde udviklingsprocesser til møder og ledermøder
  • Håndtere og hjælpe med konflikthåndtering lokalt hos kredse.
  • Støtte landsdelsledelsen i FDF Landsdel 7 i deres opgaveløsning
  • Udvikle netværkene i de to landsdele

Derudover indeholder stillingen en række organisatoriske opgaver, herunder:

  • Arbejde med udvalg og arbejdsgrupper i FDFs udvalgsmiljø, Arenaen
  • Bidrage til arbejdet med FDFs strategi og udviklingsmål
  • Udarbejde beslutningsoplæg, notater, analyser, fondsansøgninger mm.

 

Jobbet er meget alsidigt, og du vil blive fagligt udfordret. Du vil indgå i et team med dynamiske og udviklingsparate kollegaer samt i et tæt samarbejde med mange dygtige frivillige FDFere.

Vi forventer, at du er:

  • Fortrolig med FDFs formål, ambition og strategi
  • Engageret, initiativrig og evner at tænke visionært samtidig med, at du kan sikre, at beslutninger føres ud i livet
  • Struktureret, inspirerende og har gennemslagskraft
  • Motiverende, legende, lyttende, empatisk og ser ledelse af frivillige som en værdifuld opgave
  • Fleksibel og kan arbejde både selvstændigt og i team
  • Er dygtig til at kommunikere både skriftligt og mundtligt i små og store forsamlinger, og har videndeling som en naturlig tilgang som ansat i en landsorganisation
  • Er god til at skabe relationer og kan arbejde proaktivt i dine relationer

Vi tilbyder:

  • En spændende, legende og attraktiv arbejdsplads
  • Et godt kollegafællesskab, hvor sparring på tværs er en del af dagligdagen
  • Medindflydelse på udviklingen af FDF
  • Personlig udvikling i en dynamisk organisation, herunder forståelse for politiske beslutningsprocesser
  • Stor selvstændighed og fleksibilitet i arbejdets tilrettelæggelse
  • En god introduktion til jobbet

Praktiske informationer

Du skal stille bil til rådighed, og kørsel bliver afregnet efter statens takster.

Jobbet indebærer meget aften- og weekendarbejde.

Lønnen følger lønaftale for FDFs stab.

Der er tale om en fuldtidsstilling, og ansættelse sker på åremål i form af en fem-årig kontrakt.

Forbundssekretæren refererer til udviklingschefen.

Ansøgning

Fristen for ansøgning er d. 25.marts kl. 12

Ansættelsessamtale vil finde sted i København søndag d. 28. marts.

Forventet tiltrædelse er d. 1. maj 2021

 

Henvendelse vedrørende stillingen kan ske til udviklingschef Anna Buur Vistesen på 41 73 11 90.

Foto: Christian Kyed