GLOBUS søger nye medlemmer med opstart i foråret og til august

Interesserer du dig for verdensmålene, internationalt arbejde og kreativ ideudvikling?

GLOBUS er FDFs internationale projekt, der arbejder med verdensmålene med fokus på klima og bæredygtighed - med Nepal som fokusland. GLOBUS arbejder både i det globale og lokale, hvilket betyder, at projektet fokuserer på kredsen og FDF i Danmark og på klimaforandringernes konsekvenser og løsninger i Nepal.

GLOBUS-projektet løber til og med 2023, og efter sommerferien har vi brug for nye kræfter i udvalget, da et par nuværende medlemmer skal udenlands. Udvalget søger to-tre nye medlemmer, som kan starte nu i foråret, men det er også muligt med opstart efter sommerferien til august.

Udvalget består af 10 medlemmer i alderen 20-30 år. Udvalget har møder cirka hver anden måned - ofte i Odense, da medlemmerne kommer fra forskellige steder i landet. Mellem møderne mødes vi ofte i små arbejdsgrupper online. To gange om året har vi udvalgsweekend, hvor vi arbejder i længere tid og også har ekstra tid til at hygge os sammen.

Lige nu er udvalget selvfølgelig meget optaget af landslejren, men efter sommerferien kommer vi til at fokusere på nye aktiviteter og planlægger også en studietur til Nepal for at søge ny inspiration til formidling i FDF. I GLOBUS kan du arbejde med inspirationsmateriale, lederskoler, Grøn Kreds, Sogneindsamlingen, artikler, sociale medier og andre spændende projekter. Desuden prøver GLOBUS at være til stede på mange forbunds- og landsdelsarrangementer. Centralt i udvalget er også samarbejdet med forbundet og med Folkekirkens Nødhjælp.

Vi søger dig, der er interesseret i verdensmålene, internationalt arbejde og kreativ idéudvikling. Det er en fordel, hvis du har erfaring indenfor området, men ikke et krav. Du skal være med på at indgå i et aktivt udvalg, hvor du får ansvar og opgaver, som skal løses i samarbejde med andre og ofte med en deadline.

Ansøgning sendes til globus@fdf.dk senest d. 1. april 2022. Spørgsmål henvendes til udvalgets forpersoner, Signe Randorff og Sofie Dammeyer på samme mail.