Internationalt Forum søger nye medlemmer

Har du lyst til at være med i FDFs internationale arbejde?

Vi er et rejselystent forum, der brænder for kulturmøder og andre store oplevelser på tværs af landegrænser. Vi arbejder med at give FDFere gode internationale oplevelser, der involverer et møde på tværs af kulturer – både til det ugentlige møde hjemme i kredsen og ude på rejser. 

FDFs internationale aktiviteter giver adgang ind bag facaden på et land, og ind til det man ikke kan få som almindelig turist. Det er det, vi kalder CrossCulture. Det vil vi gerne have din hjælp til at arbejde videre med! 

Internationalt Forum består i dag af syv medlemmer og en ansat kontaktperson, og vi kunne godt tænke os tre nye medlemmer til forummet. Hvad du vil arbejde med, bestemmer du selv et langt stykke hen af vejen. Udvalget har en række faste opgaver, men vi fokuserer samtidig meget på at lave de ting, vi har mest lyst til.

 

Typiske områder i udvalget

  • Vedligeholdelse af kontakten til vores internationale netværk ved deltagelse i møder, kurser mm. Vi er en del af det organisatoriske arbejde i maskinrummet i de paraplyorganisationer vi samarbejder med.
  • Udvikling af idémateriale til internationale aktiviteter, man kan lave hjemme i kredsen
  • Sprede budskabet om internationale aktiviteter og CrossCulture
  • Kredsudvekslinger – opfordre og hjælpe kredse til at tage på sommerlejr sammen med en venskabskreds fra udlandet
  • Finde holdledere og deltagere til internationale kurser og arrangementer – eller selv rejse ud! F.eks. Easter Course, EuroCourse, EuroCamp, Chiro’s landslejr Krinkel osv.

Møder

Som medlem deltager du i vores udvalgsmøder (cirka 8 om året, en hverdagsaften og primært i Aarhus) og du får mulighed for at tage med til møder i vores samarbejdsorganisationer rundt i Europa.

Tjek eventuelt vores hjemmeside ud, hvis du er blevet nysgerrig: http://www.crossculture.dk/

Dig 

Vi er et erfarent udvalg, der gerne vil have nye ansigter med omkring bordet. Du behøver altså ikke have erfaring med internationalt arbejde, bare du har lysten. Har du erfaring, er du selvfølgeligt også meget velkommen. 

Du er måske lige begyndt på et studie, og har nogle gode ferier med plads til at rejse med FDF, eller er villig til at bruge en weekend eller to om året på at rejse med FDF. 

 

Hvis det lyder som noget for dig, så skynd dig at sende en ansøgning til udvalgets formand, Kenneth Skytte, på kenneth.skytte@fdf.dk senest 01.11.2022.