Planlæg det næste væbnermesterskab

- der er blevet plads til nye kræfter i udvalget.

Foto: Thomas Heie Nielsen

Udvalget bag Væbnermesterskabet søger nye kræfter, der kan være med til at skabe nye oplevelser for 1500 børn og unge mennesker. Arbejdet med Væbnermesterskabet 2023 er startet, men der er brug for flere gode kræfter omkring bordet. VM2023 bliver endelig som vi kender det efter 3 års tilpassede arrangementer. Sammen udvikler vi poster, gåder, temaer, logistik og it-infrastrukturen bag Væbnermesterskabet.    

 

Arbejdet

Vi mødes til fællesplanlægning cirka en aften om måneden, 1 weekend før nytår og 3-4 weekender efter nytår. Finalen på Væbnermesterskabet er i Kristi Himmelfart, og her skal du kunne deltage. Derudover forventes det, at du kan arbejde nogenlunde selvstændigt imellem møderne, hvis du har påtaget dig en opgave. Alle møder og weekender foregår på Sjælland, så du skal bo i Københavnsområdet. Vi ser gerne, at du er over 22 år, men vi opfordrer alle til at søge.

Vi har brug for mange forskellige kompetencer, og vi har forsøgt at liste nogle af dem herunder. Det er en fordel, men bestemt ikke et krav, hvis du kan nikke genkendende til ét eller flere af nedenstående punkter:

 

●       Jeg har masser af gå-på-mod og er klar til at kaste mig ud i et større FDF-arrangement.

●       Jeg kan finde på verdens mest gakkede og sjove poster for deltagerne.

●       Jeg har hænderne skruet rigtigt på og kan bygge udstyret til de sjove poster, jeg har udtænkt.

●       Jeg har lyst til at lave nærværende forkyndelse og tema-fortællinger for alle patruljerne.

●       Jeg går op i konkurrence, oplevelser og fairness.

●       Jeg kan løse en morsekode og er lidt tosset med det mellem linjerne

 

Udvalget

Væbnermesterskabsudvalget består af 10 personer, der sætter det hyggelige samvær højt i vores arbejde. Vi føler os forpligtede overfor hinanden, men har selvfølgelig forståelse for skiftende situationer og arbejdsbyrder uden for udvalget. Det betyder, at der i VMU er plads til at påtage sig masser af ansvar, men også til at til at kigge lidt over skulderen den første tid og have en mindre portion opgaver. Det er dog vigtigt, at du har mod på at løfte i flok og tage en tørn, når det gælder. Det vigtigste for os er, at du har lyst til både fællesskabet i udvalget og arbejdet med at skabe Væbnermesterskabet 2023.

 

Ansøg nu

Hvis du tænker, at det kunne være noget for dig, så send os dit navn, samt hvilken kreds du kommer fra og hvor du bor på vm@mesterskabet.dk senest den 1. november kl. 12:00.

Du kan også skrive lidt om hvem du er, hvor du kommer fra, og hvad du kunne tænke dig at lave i Væbnermesterskabet, men det er ikke nødvendigt med en lang ansøgning.

Har du spørgsmål, eller vil du gerne høre mere, er du velkommen til at kontakte formanden eller en af de andre medlemmer i væbnermesterskabsudvalget enten pr. mail på eller pr. telefon.

Du kan finde alle kontaktoplysninger på mesterskabet.dk

Vi glæder os til at høre fra dig.