Har du meget på hjerte og lyst til at dele det med FDFs ledere?

FDF LEDEREN søger to nye redaktionsmedlemmer.

FDF LEDERENs redaktion søger to redaktionsmedlemmer. Vi er en hyggelig redaktion med folk fra hele landet og med meget forskellige baggrunde, som har det til fælles, at vi brænder for at skrive og formidle.

Hvem er du?

Måske studerer du journalistik, kommunikation, eller medier og har lyst til at få noget erfaring, men det kan også være du bare brænder for et særligt omnråde som FDF, pædagogik eller kredsdrift. Du skal blot have lyst og mod på at formidle for andre. FDF LEDEREN er et alsidigt blad, så vi har både brug for folk i alle aldre, der brænder for at formidle aspekter under af FDFs ambition og det generelle kredsliv: Bladet fokuserer på emner som pædagogik, tro, forbundets udvikling, hvad der sker i kredsene, leg, friluftsliv, nye mødeideer eller det, du lige brænder for.

Opgaverne i udvalget

Bladet udkommer fire gange årligt og redaktionen mødes ca. en gang i kvartalet for at planlægge det kommende nummer. Herefter fordeles artiklerne efter interesse, og man arbejder videre på sin opgave hjemme. Der er stor mulighed for sparing og coaching undervejs.

Ca. halvdelen af møderne er fysiske en lørdag eller søndag centralt i Danmark, og den anden halvdel foregår online en hverdagsaften.

Skriv til os

Skriv et par linjer om dig selv, og hvorfor du gerne vil være med i redaktionen til lederen@FDF.dk.

Skriv eller ring til redaktør Christina Gro Storm-Andersen tlf. 41 73 11 92 hvis du har spørgsmål.