FDF søger tre Giv-Et-År-medarbejdere

FDF søger tre GEÅere, der fra august 2021 skal være en del af nerven på Rysensteen med udvikling og afvikling af arrangementer og driften af huset.

 Er du en af de heldige tre? 

  • Du er formentlig mellem 18 og 21 år.
  • Du er måske færdig med en ungdomsuddannelse og har mod på og lyst til et år i København med FDF på fuld tid.
  • Du vil gerne udfordres med arbejdsopgaver, som udvikler dig personligt og giver dig et grundigt kendskab til FDF på landsplan.
  • Du er et åbent menneske, som formår at servicere og møde de mange forskellige mennesker, som i løbet af en uge kommer på Rysensteen.
  • Du er iderig og kreativ og kan i samspil med andre mennesker udvikle og forny aktiviteter.
  • Du vil arbejde med medier – både sociale, digitale og trykte.
  • Du er god til at organisere og holde orden i et hus med mange folk.
  • Du kan hjælpe med rengøring/vedligeholdelse og andre praktiske opgaver i et stort hus.

De tre profiler   

Når du søger jobbet som GEÅ-medarbejder, kan du søge en af de tre specifikke profiler, eller du kan søge bredt. Alle tre GEÅ-medarbejdere vil indgå i den almindelige drift af huset, og mange opgaver vil løses på tværs/samarbejde mellem de tre GEÅ-medarbejdere. Placeringen afgøres efter samtalerne. 

 

  1. Rysensteen-profilen: Her er livet på Rysensteen i centrum. Du vil arbejde med husets daglige drift, men der vil være også være opgaver, som skal løses for de forskellige funktioner, som huset rummer, fx forbundskontoret og kommunikation. Du vil også blive koblet på et eller flere af de udvalg, som har deres gang på Rysensteen i forbindelse med diverse arrangementer. Sidst men ikke mindst vil du selv skulle stå for et eller flere arrangementer.

 

  1. Medie-profilen: FDF har rigtig mange medier: Medlemsbladene Sille og Sigurd, FLUX, BLUZ og FDF LEDEREN, derudover producerer vi indhold til hjemmesider, sociale medier og understøtter tjenester som Legedatabasen.dk og kredshjemmesiderne. Du vil blive koblet til de medier, der matcher dine interesser og evner og vores behov. Opgaverne kunne eksempelvis være en artikel til BLUZ, en video fra et arrangement eller at opdatere indhold på FDF.dk.

 

  1. Praktiker-profilen: Rysensteen er et hus med rigtig mange brugere, og det slider på huset. Ser du mere dig selv som en rigtig FDF-håndværker, så er det her profilen til dig. Her vil nøglen til værkstedet blive din nye bedste ven. Opgaverne vil være små daglige reparationer og større renoveringsprojekter i samarbejde med inspektøren og husets frivillige håndværkere.

Arbejdsopgaver

  • Indgå i den daglige drift af Rysensteen, så det altid fremstår præsentabelt og imødekommende over for brugere og lejere.
  • Udføre praktiske opgaver. GEåeren udfører mindre praktiske opgaver og assisterer ved rengøring efter behov.
  • Hjælpe med madlavning/oprydning dagligt i forbindelse med Rysensteens frokostordning. Kan også hjælpe med madlavning/oprydning i forbindelse med øvrige aktiviteter i huset.
  • Virke som FDFs repræsentant for brugere og lejere af Rysensteen. GEÅerne har ansvaret for ind- og udtjekning af lejere eller brugere – også uden for normal arbejdstid.
  • Virke som Rysensteens vagthavende. GEÅeren bemander huset efter behov i tidsrummet efter kl. 15.00 og i weekender og sikrer huset til weekend eller nat ved at gå lukkerunden.
  • Planlægge og udføre arrangementer på Rysensteen i samarbejde med øvrige medarbejdere.
  • Hjælpe med husets øvrige funktioner, fx hjælper GEÅerne forbundskontoret med praktiske opgaver og hjælper kommunikationsafdelingen med at skrive for landsforbundets blade.
  • Opdatere og vedligeholde Rysensteens sociale medier.
  • Tage initiativer i forhold til nye medlemmer og fastholdelse af eksisterende i Rysensteens frivillige netværk.
  • Planlægge, udvikle og afvikle arrangementer og initiativer på Rysensteen.

Bolig

FDF stiller værelse til rådighed centralt i København. 

Løn

Lønnen udbetales månedsvist bagud og svarer omtrent til SU-taksten for udeboende. Lønnen er skattepligtig. 

Ansættelsesperiode

Fra starten af august 2021 og et år frem. 

Ansøgning

Ansøgningsfristen er den 15. maj 2021. Søg via dette link.

Herefter indkaldes en række udvalgte til en samtale i København. Senest 15. juni forventes alle tre GEÅ-stillinger at være besat.   

Send os gerne nogle ord om dig selv:

  • Forklar hvorfor du søger stillingen som GEÅ-medarbejder hos FDF.
  • Dine interesser.
  • Dine stærke og svage sider.
  • Din FDF-baggrund og FDF-erfaring.
  • Anden relevant information om dig selv.
  • Skriv gerne hvis der er en af de tre profiler som du er særligt interesseret i.
  • Forklar hvorfor vi skal vælge netop dig.

Mere information

Vil du vide mere om stillingen som GEÅ-medarbejder hos FDF, kan du kontakte:

Kasper Linné, inspektør FDF
41 73 11 70
kasperlinne@FDF.dk