ARBEJDSGRUPPE TIL UKRAINE SAMARBEJDE

Kunne du tænke dig, at prøve kræfter med internationalt arbejde i FDF?
Har du mod på at være med til opstarten af et nyt samarbejde med FDFs søsterorganisation i Ukraine? Så læs med her!

Ukraine har vildt meget at byde på! Det er et land i rivende udvikling, og hvor unges mentalitet er under forandring. Ukraine er også et land, med et spirende civilsamfund og hvor frivilligheden er begyndt at blomstre. I FDF kan vi lære rigtig meget, af hvordan man som frivillig arbejder med børn og unge i en helt anden kontekst end vores egen. Samtidig ligger vi også inde med en masse viden om børn- og ungdomsarbejde, som andre helt sikkert kan drage nytte af. I FDFs Internationale Udvalg arbejder vi imod et nyt og tættere samarbejde med FDFs søsterorganisation Compass Club. Compass Club aktiverer hvert år mange børn på deres to årlige sommerlejre, samtidig med en masse unge involveres i planlægningen af selv samme lejr gennem månedlige lederkurser. Compass Club og FDF er derfor enige om, at et tættere samarbejde mellem vores to organisationer er en god idé - og det skal vi have udformet sammen! 

Hvad går arbejdet ud på og hvad forventes af mig? 

- Vi skal på en tur til Ukraine, hvor vi sammen med nogle unge fra Compass Club
  skal finde ud af, hvordan FDF og Compass Club kan lave et samarbejde om f.eks.
  ledertræning. 

- Vi skal, med hjælp fra Internationalt Udvalg, skrive en ansøgning for at få penge til
  samarbejdet. 

- Du skal have mod på at lære en ny kultur at kende, og opbygge venskaber med en
  gruppe unge frivillige i Ukraine. 

- Du skal have lyst til at deltage og engagere dig i et længerevarende projekt med
  samarbejdspartnere i både Danmark og Ukraine 

- Alderskrav: min 16 år 

Du behøver ikke have tidligere erfaring med internationalt arbejde - og du behøver heller ikke være Ukraine-ekspert. Du skal derimod have mod og lyst til at arbejde med et helt nyt projekt, både når turen går til Ukraine og når vi sammen skal skrive fondsansøgning. 

I arbejdsgruppen får I dækket mødeudgifter. Mødestedet vil blive fastlagt, når gruppen er sammensat. 

Lyder det som noget for dig?
Så send et par linjer i en ansøgning om hvem du er og hvorfor du gerne vil være med i projektet, til christine-lund@hotmail.com senest d. 28. februar 2018. Har du spørgsmål eller vil du gerne høre mere så kontakt Peter Alkjærsig på tlf. 29603146 eller skriv til peteralkjaersig@gmail.com.