Eventyrsport og FDF
FDF har siden foråret 2023 sammen med KFUM-Spejderne haft et samarbejde med friluftsbutikken Eventyrsport. I landets 16 fysiske butikker og på webshoppen Eventyrsport.dk kan FDFs medlemmer købe FDFs forbundsskjorte, profilbeklædning, logovarer, sangbøger samt udstyr til lejre og andre friluftsoplevelser.
Når du køber FDFs produkter samt udvalgte varer, går en del af overskuddet til FDFs arbejde for børn og unge.
Foto: Christian Kyed
Foto: Thomas Heie Nielsen
Tæt samarbejde
FDF udvikler i tæt samarbejde med Eventyrsport de produkter, der skal indgå i FDFs beklædningsserier og logovaresortiment. Frivillige og ansatte fra både FDF og KFUM-Spejderne er med i en arbejdsgruppe, der mødes med Eventyrsport hveranden måned for at udvikle produkter til glæde for begge organisationers medlemmer.
I arbejdsgruppen samarbejder vi også om Eventyrsports tilstedeværelse på FDFs arrangementer, rabatordninger, markedsføringstiltag, og hvordan Eventyrsport kan være en relevant butik for medlemmerne. Hvert år mødes styregruppen, arbejdsgruppen og medarbejdere fra alle tre organisationer til en stor fællesdag for at sætte retning for samarbejdet.
Har du ideer til nye logovarer eller andre input til samarbejdet med Eventyrsport – eller kunne du tænke dig at være frivillig i arbejdsgruppen, er du velkommen til at skrive til miap@FDF.dk.
I samarbejde med FDF og KFUM-Spejderne har Eventyrsport udviklet serien Scout by Döndal med prisvenlige og funktionelle friluftsprodukter til både børn og voksne. Serien udvides løbende med nye produkter, og en del af overskuddet fra salget går til FDF. Medlemmer får altid 30 procent i rabat på seriens produkter ved at skrive i kommentarfeltet ved køb, hvilken kreds man er tilknyttet.
FDF arbejder sammen med Folkekirkens Nødhjælp, KFUM-Spejderne og Eventyrsport om udbredelsen af energieffektive brændekomfurer til gavn for både klimaet og familier i Kenya. Komfurerne kræver mindre brændsel end bål og udleder mindre sundhedsskadelig røg. I Kenya forbedrer det familiernes sundhed og letter hverdagen, så der er tid til børnenes skolegang. For hvert solgt komfur går 100 kr. til Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Kenya.