Årsmødet er det forum, hvor kredsens medlemmer og forældre kan få indflydelse på kredsens liv og hvor kredsen vælger sin bestyrelse.

På årsmødet har alle kredsens medlemmer stemmeret, og alle kan opstille til kredsbestyrelsen - dog således at medlemmer under 15 år skal lade sig repræsentere af en af deres forældre, og at medlemmer fyldt 15 år, men endnu kke 18 år kan lade sig repræsentere af en af deres forældre.

I vedtægterne står der, at en dagsorden til en forældregeneralforsamling minimum skal indeholde:

  • Valg af dirigent
  • Orientering om bestyrelsens arbejde og kredsens liv
  • Fremlæggelse af regnskab og fremlæggelse af budget
  • Valg til kredsbestyrelsen
  • Valg af suppleanter
  • Valg af revisor samt stedfortræder for denne
  • Eventuelt

Valg til kredsbestyrelsen

Kredsbestyrelsen skal bestå af mindst seks medlemmer og eventuelle suppleanter herfor:

  • Kredslederen eller et medlem af kredsledelsen
  • En repræsentant for den eller de lokale sogne
  • Minimum fire medlemmer valgt på kredsens årsmøde. Disse skal til hver en tid udgøre et flertal af bestyrelsen.

Valgene til kredsbestyrelsen foregår samlet på det årlige årsmøde i kredsen. Alle valg er gældende for en toårig periode, således at den ene halvdel af kredsbestyrelsen er på valg i ulige år og den anden halvdel er på valg i lige år.

Såfremt der efter et valg ikke er nogle medlemmer af kredsbestyrelsen mellem 15 og 18 år, tilbydes kredsens seniorer at udpege en sådan, der indgår i bestyrelsen med samme rettigheder og pligter som de øvrige bestyrelsesmedlemmer - frem til næste årsmøde.


Såfremt der efter et valg, ikke er nogle medlemmer af kredsbestyrelsen der er aktive ledere i kredsen, tilbydes ledermødet at udpege en udnævnt leder, der indgår i bestyrelsen med samme rettigheder og pligter som de øvrige bestyrelsesmedlemmer - frem til næste årsmøde. Ledermødets mulighed for at udpege en repræsentant bortfalder såfremt, der efter en udpegning ikke fortsat er et flertal af bestyrelsesmedlemmer valgt direkte af alle medlemmerne på årsmødet.

Kredsbestyrelsen kan supplere sig med indtil to stemmeberettigede medlemmer, dog kun såfremt bestyrelsesmedlemmer
valgt direkte af alle medlemmerne på årsmødet fortsat udgør et flertal af bestyrelsen. Suppleringer gælder valgperioden ud. Repræsentant for sognet kan ikke være aktiv leder.

Bestyrelsens konstituering

Kredsbestyrelsen konstituerer sig efter hvert ordinært valg og vælger selv sin formand, kasserer og andre tillidshverv.
Kredslederen og medlemmer af kredsledelsen kan ikke vælges til formand.


Konstitueringen meddeles landsforbundet som anvist af forbundskontoret.

Hvad er det nye?

Noget af det nye er, at der i kredsvedtægten bruger så almindeligt foreningssprog som muligt samtidig med, at FDFs traditioner forsøges bevaret. Alle medlemmers demokratiske rettigheder, herunder ledernes er så vidt muligt sidestillet.

Med ændringen i 2018 er de tidligere valggrupper afskaffet til fordel for et årligt demokratisk årsmøde i kredsen. Dette skal også ses som led i en generel oplæring af yngre medlemmer i, hvordan det nære foreningsdemokrati fungerer, herunder at de har mulighed for at tage ordet, at udtrykke sig i en forsamling og at blive valgt til de ledende organer.


Det bliver derfor også tydeligt at medlemmerne eller deres forældre skal have den reelle demokratiske indflydelse i og vælge et flertal af bestyrelsen. Både seniorer og ledere får dog stadig lov at udpege en repræsentant, hvis de ikke har fået valgt en på årsmødet, så det sikres at deres stemme bliver hørt.

Hvis en kredsbestyrelse i dag har 2 forældre, 1 lederrepræsentant og 1 seniorrepræsentant kan den fint køre videre som sådan, hvis de alle fire bliver valgt på årsmødet - men man kunne også forestille sig en kreds hvor det måske er svært at få nok forældre til at stille op, men hvor der er 2 ledere der gerne vil lave bestyrelsesarbejde, eller måske 1 aktiv leder, og en tidligere leder der forsat er medlem - dette vil nu også kunne lade sig gøre. Er der omvendt mange forældre (som repræsentanter for deres børn under 15 år) der gerne vil være med, kan de fint vælges, uden at det sker på bekostning af seniorerne og lederne, for de udpeger så hver en repræsentant efterfølgende. Med dette vil vi i højere grad opnå at alle medlemmer har samme rettigheder.