Lejr-ABC

Her kan du se vores lejr ABC. Det kan altid være en god idé at læse denne igennem, inden dit barn skal afsted med os på lejr.

B – Besøg: Det er altid hyggeligt at få besøg, men kom ikke forbi, uden at have aftalt det med en leder først.

D – Dolk: Man må gerne have sin egen dolk med, men snak med en leder omkring det først, og lad den blive i tasken til vi skal bruge den.

F – Facebook: Såfremt der er mulighed og tid til det, vil vi løbende opdatere facebookgruppen med billeder.

H –  Hike: – Er en vandretur, hvor man oplever lokal området og har overnatninger undervejs. Det er væbnere og opefter der tager afsted på disse.

H – Hjemve: Vi ved det kan være svært for nogle at være væk hjemmefra. I Hendriksholm har vi den holdning, at hjemve ikke er farligt, og er noget man kan lære at håndtere. Det er altid en stor succesoplevelse for barnet at have gennemført på trods af hjemve. Lederne har tilsammen mange års erfaringer, og vi beder jer om at respektere nedenstående, da det giver os det bedst mulige udgangspunkt:

  • Fortæl ikke dit barn at I bare kan komme og hente dem. Fortæl dem i stedet, at de skal tage fat i en leder, hvis de bliver kede af det.
  • Lad være med at kontakte dem på deres telefon i løbet af lejren. Ring til lederne I stedet.
  • Hvis dit barn ringer/skriver til dig, så bed dem om at tage fat i en leder, eller ring selv til os.
  • Kan du inden lejren mærke at hjemve kan blive en udfordring, så ring til os og tag en snak. Der er stor forskel fra barn til barn, for hvad den bedste løsning er, og vi vil rigtig have en dialog med jer om det.

K – Kontaktoplysninger: Ved indmeldelsen har I oplyst jeres kontaktoplysninger, som vi har skrevet ind i vores medlemsystem. Ved tilmeldingen via Medlemsservice, vil I se hvad vi har stående. Hvis oplysningerne er forkerte så kontakt kredsledelsen hurtigst muligt, så vi kan få rettet det til.

M – Mad: Vi vil gerne tage hensyn til børnenes allergier, men det kræver at vi ved det. Vær sikker på at oplyse os om eventuelle hensyn ved tilmeldingen.

M – Medicin: Hvis man tager medicin, skal vi vide det. Ved lejrens start skal I aflevere medicinen til en leder, og ved tilmeldingen skal I oplyse om hvordan og hvornår medicinen skal indtages. Medicinen skal udleveres af en leder, for hvis uheldet er ude og barnet er bevidstløs, skal vi kunne oplyse redderen om indtaget, da det påvirker hans/hendes behandling. Dette gælder OGSÅ smertestillende(panodiler o.l.) og antihestaminer.

M – Mobiltelefon: Man må godt have mobiltelefon med. Dog ligger den I tasken, når ikke den bruges i programmet/aktiviteterne. Hvis ikke det er strengt nødvendigt at have den med, ser vi helst at den for en velfortjent ferie derhjemme.

Tal med dit barn om brug af telefonen. Vi oplever af og til at kulturen har drejet imod, at børn ringer hjem i smug, i stedet for at gå til lederne. Udover at det undergraver det tillidsforhold der opbygges mellem børn og ledere i FDF, så mener vi at det skaber en usund kultur, hvor man ikke søger at løse sine problemer, der hvor de opstår, men lægger dem over på forældrene. Det tror vi ikke er sundt for et barns udvikling.

P – Pakning: Pak så barnet selv kan bære sin baggage. Vi ved det kan give udfordringer for de mindste, men prøv om det kan lade sig gøre. Pak sammen med dit barn, så de ved hvad de har med, og hvor det ligger I tasken. Skriv navn i alting. – Tip: Brug evt. Navnelapper.dk

P – Post: Vi elsker at få post, både breve og pakker. Et Anders And blad er fx. altid et hit. Hvis der bliver sendt slik, deler vi ud til alle.

S – Slik: Medbring ikke slik på lejren, medmindre det skal deles ud til alle. Det tager vi altid gladeligt imod. På sommerlejr har vi “Tut” hver dag, hvor ungerne kan købe slik for et fastsat beløb.

S – Sundhedskort (sygesikringsbevis): Hvis uheldet er ude, og vi skal på skadestuen med dit barn, skal vi have barnets sundhedskort. Derfor er det er meget vigtigt, at vi har det. Aflever kortet til den lejransvarlige, ved lejrens start. For at leve op til persondataforordningen, vil vi på tilmeldingen bede om samtykke til være i besiddelse af de personfølsomme oplysninger, der fremgår af sundhedskortet. Vi ønsker ikke at modtage kopier.