Møgelø er et drømmested - en ø midt i Julsø lige nedenfor himmelbjerget. Når vi holder sommerlejr på Møgelø, råder vi over hele øens areal, og vi har alle muligheder for at opbygge vores helt egen verden, hvor ingen udefra kan komme og ødelægge vores leg.


Intet sted i verden er bedre til at lege - der er steder, hvor man kan gemme sig og bygge huler - der er steder, hvor man kan samles og opbygge byer - der er "store brede veje" - der er små listige stier - der er lyse åbne sletter - der er store mørke skove - der er sang, musik, råb og latter - der er stille timer, gode historier og tid til at tænke - der er fællesskab for alle, ingen kan undværes...

Møgelø er paradis for alle, som kan lide at lege og leve.

FDF Thyholm skal på Møgelø hvert år. Der er rift om pladserne, men vi har en fast aftale og tidspunktet ligger fast.

Vores Møgelø-lejr ligger hvert år i skoleferiens tredje uge.

  • For tumlinge, pilte, væbnere og seniorvæbnere fra lørdag til lørdag.
  • For puslinge lørdag til onsdag.
  • Vi holder forældredag onsdag

Mærk stemningen

Du vågner en morgen ved, at din leder vækker dig. Du hører fuglefløjt og fornemmer, at solen så småt er begyndt at varme teltet op og fordampe duggen fra græsset udenfor. Du føler dig stadig lidt træt, men tænker på, at du skal op og i gang med endnu en god dag fyldt med spændende aktiviteter - derfor er du alligevel helt klar til at stå op.

Mærk stemningen

Du har lige rejst dig fra bordet i spisesalen på Juulsborg og har sagt tak for mad. Du har spist en dejlig frokost og er nu igen fyldt af energi. Du har aftalt at mødes med dine venner ude i Tutten, så I kan købe slik og være med i nogle sjove konkurrencer. Du glæder dig over at have et par timer fri, men ser også frem til igen at skulle i gang med aktiviteter om eftermiddagen.

Mærk stemningen

Du går ved siden af dine bedste venner på vej mod Lejrbålspladsen. Du hører, at der allerede er en del mennesker samlet dernede, og at de snakker, griner og pjatter. Du glæder dig til endnu en gang at være en del af fællesskabet omkring lejrbålet, hvor der grines, råbes og synges. Du glæder dig til efterfølgende at slutte aftenen og dagen af med at lytte, bede og synge.

Mærk stemningen

Du går langsomt op af trappen mod Sportspladsen. Du føler dig træt og udmattet – men på den fede måde, for du tænker samtidig tilbage på den gode dag med alle de spændende aktiviteter og det fantastiske fællesskab, du har deltaget i. Du tænker på den varme sovepose, som venter på dig. Du tænker glad på, at du efter en god nats søvn igen skal op til en ny, frisk dag med sjove udfordringer og dejligt samvær med dine bedste venner.