FDF Vester Hassing har gennem tiden afholdt mange arrangementer, og mange af dem er efterhånden tilbagevendende og blevet en tradition.

Avisindsamling

Indsamlingerne har gennem årene bidraget økonomisk til kredsenes arbejde.

Efter sammenlægning af kommuner, besluttede Aalborg Kommune selv at stå for indsamlingen.

Den 7. marts 2009 var sidste dag FDF indsamlede aviser

BUSK

BUSK betyder Børn, Unge, Sogn og Kirke.

Første år vi deltog var i 1993.

Materialet udarbejdes i samarbejde mellem: FDF, De grønne pigespejdere, KFUM-spejderne i Danmark, KFUM’s Idrætsforbund i Danmark og KFUM og KFUK i Danmark.

Her i sognet markerer vi dagen – normalt den første søndag i oktober – med gudstjeneste og efterfølgende frokost i sognegården. Et samarbejde mellem FDF, præst og menighedsråd.

Læs mere må http://www.buskgudstjeneste.dk

Fastelavnsfest

Festen er et godt samarbejde mellem foreningerne i Stae og Vester Hassing.

Kredsen har lige fra begyndelsen holdt fastelavnsfest. Der blev startet med gudstjeneste herefter gennem byen i samlet trop til tøndeslagning hos Charles Barslev, ved Bydammen.

Byen udviklede sig og flere foreninger ville markere fasten. Derfor enedes man om i 1991 at holde en fælles fest i Vester Hassing Hallen. Et godt samarbejde mellem foreningerne i Stae og Vester Hassing.

Julestue

Søndagen før 1. søndag i advent er der stor aktivitet i kredshuset. Her afholdes vores populære Julestue. Her får vi ikke kun besøg af FDF´ere, deres forældre og bedsteforældre. Denne dag kigger mange af byens borgere forbi.

De enkelte klasser har lavet gevinster til tombolaen. Der sælges kalenderlys og adventskranse, som en række frivillige har fabrikeret til lejligheden.

Første julestue blev holdt i 1994 i Kredshuset. Da julen er traditionernes fest, er der ikke ændret meget i årenes løb. Afholdes altid søndagen før 1. søndag i advent.

Kredshuslodseddel

Vi startede med lodsedlen i 1981. Lotteriet afholdes til fordel for FDF, Kredshusets drift.

Lotteriet sælges i maj/juni måned, antallet af lodder er 10.000 fordelt på 1.000 kuverter med 10 numre i hver. Gevinsterne skænkes af lokale firmaer.

På landsplan sælges FDF forbundslodseddel. Den sælger vi normalt i september/oktober.

Kredsweekend

Fra kredsens start har der være holdt kredsweekend, de første mange år i november måned.

Weekenden blev holdt rundt om på forskellige lejre. I dag er weekenden flyttet til april måned og holdes normalt på ”Klitten”, som vi er medejer af og synes derfor børnene skal have et tilhørsforhold hertil.

Lederweekend

Siden 1980 har der med mellemrum været holdt lederweekend forskellige steder.

En tur med hygge og alvor. Weekenden er med til at give et godt sammenhold i lederflokken og inspiration til at ”komme videre”.

Weekenden samarbejde med bestyrelsen.

De senere år er weekenden ændret til faglige og hyggelige arrangementer for lederne & bestyrelsen.

Bl.a. har vi besøgt Vildmosecenteret og været på tur med sejlskibet Jens Krogh.

Limfjordsfest

I 1999 startede den lokale en-dags-musikfestival Landsbyrock, som i 2007 skiftede navn til Limfjordsfest. FDF var medarrangør ved Limfjordsfesten, hvor vi havde forskellige gratis aktiviteter for børnene.

Det har fx været klatring, karrusel, ansigtsmaling, smykkeværksted & flødebollemaskine.

Sidste Limfjordsfest blev afholdt i 2022.

Loppemarked

FDF Vester Hassing er som forening også afhængig af økonomiskabende aktiviteter. I 2011 prøvede vi som noget nyt at lave loppemarked. Det blev en succes.

FDF loppemarked blev en hyggelig tradition, der støttede FDF Vester Hassing. Vi holdt loppemarked to gange om året (marts og november).

Loppemarkedet har stadig sin egen facebookgruppe.

Nogle siger man skal stoppe, mens legen er god. Loppemarkedet krævede mange ressourcer, og vi besluttede at stoppe med afholdelse af loppemarked.

Det sidste loppemarked blev afholdt i 2019.

OK Støtteordning

Vi har et sponsorsamarbejde med Superbrugsen Vester Hassing & OK-benzin – Tank OK og støt FDF.

Hver gang du bruger dit OK-kontokort, støtter du FDF økonomisk. Vi får nogle få ører pr liter du tanker, men det bliver alt i alt til et årligt økonomitilskud til kredsens arbejde.

For at vi modtager støtte, skal din OK-konto knyttes til sponsorstøtte til FDF.

I dag bruger de fleste APP på sin mobil. Her kan du let sætte FDF Vester Hassing på som støttemodtager.

Tager du et bestillingskort i Brugsen, skal du ved indsendelse til OK påføre FDF`s nr. 55 89 65.

Har du OK-kort i forvejen, der ikke er tilknyttet andre foreninger, kan du få det relateret til FDF ved blot at opgive kortets nummer og dit navn – FDF vil herefter foretage det fornødne overfor OK.

Henvendelse til:

Inga Gaarn,
Tlf. 40746780, mail: ingagaarn@gmail.com

En let måde at støtte FDF!

Søndag i blåt

Tidligere markerede vi sæsonstart den sidste søndag i august, som “Søndag i blåt”.

Dagen startede med gudstjeneste i Vester Hassing Kirke, derefter tur gennem byen med tamburkorps og arrangement ved kredshuset – spisning af helstegt pattegris og aktiviteter rundt på pladsen.

Søndag i Blåt startede oprindeligt som fødselsdagsfest der i flere år blev holdt på Øster Haven, i Gandrup. Her startede vi med march gennem byen med faner og tamburkorps og på marken var der i forvejen tændt en masse små bål. Alle fik udleveret en klump dej, en pølse og en sodavand. Man fandt sig en snobrødspind og udvalgte et passende bål til hele familien. I løbet af aftenen var der båltale og festlige indslag.

Efter delingen af kredsene, flyttede vi arrangementet til den sidste søndag i august.

Søndag i blåt stoppede i 2007, da vi engagerede os i Limfjordsfesten, der tidsmæssigt nu også var i august.

Halloween

I 2021 fik lederne en ide – kan vi “rydde kredshuset” og gøre det til et slagtehus.

Ideen fik fuld opbakning fra kredsen, og hele byen blev indbudt til halloween i kredshuset, som denne aften blev omdøbt til “Det gamle slagtehus”, og blev en uhyggelig god success.

Ideen er siden blevet gentaget med forskellige temaer, som Indiana Jones og cowboyuniverset Dead City.