Grej Og udstyr

Guide til det gode lejr udstyr

Selvom det ikke kræver noget at være FDFer, så er der nogle ting der er rare at have. Det giver sig selv, for når man er meget udenfor, så er det bare sjovere hvis man også har udstyr til det.
Her kommer en liste med nogle af de vigtigste ting, og de fleste kan ryge direkte på en ønskeliste.

Hvis man har spørgsmål, så forhør dig hos lederne, de har heldigvis masser erfaring.

Skjorten

Skjorten er faktisk det vigtigste stykke beklædning du kan have med til FDF. Den har vi allesammen på, og den er med til at sætte rammen om fællesskabet. Skjorten er lavet til, at den må blive beskidt og komme til at lugte af bål, men det er også vores uniform når vi f. eks. har gudstjenster.
Skjorten indeholder en masse minder. Vi har altid skjorten med os, og på den hænger marker fra ture vi har været på. Du kan købe den hos Eventyrsport, se linket til højre.

Ordentligt fodtøj (og ordentlige sokker!)

Som FDFer er det vigtigt ikke at være begrænset af vabler. Når vi er udenfor, så går og bevæger vi os en del. Derfor er det vigtigt, at man ikke kommer i nye sandaler der gnaver i hælen eller gummistøvler når solen skinner fra en skyfri himmel. Gode sko til at bevæge sig i, er et must!
Derudover er selve sokken faktisk lige så vigtig som skoen. Så husk gode vandresokker.

Regntøj

Der findes ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning. Man kan være tildels uenig, men en ting er sikkert – det dårlige vejr er trods alt lidt bedre med en god regnjakke.
Når I køber regntøj så husk at tjekke vandsøjletrykket – det fortæller nemlig hvor meget vand regnjakken kan holde til. Vi anbefaler, at man går efter et vandsøjletryk på mindst 4000 mm, men ellers spørg i butikkerne – de har godt styr på det.

Sovepose og liggeunderlag

Vi er tit på tur, og det er ikke altid at vi sover på madras. En god sovepose og et dejligt liggeunderlag er derfor godt at have. Her er mange muligheder og mange prisklasser, og en god kvalitet er måske vigtigere hvis du er lidt ældre. Her er vi ofte på tur, hvor vi overnatter udenfor og derfor er det vigtigt med en sovepose man kan holde varmen i. Det kan være en god idé at tænke over vægten og størrelsen på ens sovepose og liggeunderlag, så de ikke optager al pladsen i ens rygsæk.

Rygsæk

Når man bliver ældre er det vigtigt med en vandrerygsæk. Det er ofte et krav at de unge skal kunne bære deres egen bagage, og derfor er det vigtigt med en rygsæk der sidder godt på ryggen og kan indeholde det den skal. Der er ikke noget værre end af gå langt med et liggeunderlag i hånden. En god vandrerygsæk har et hoftebælte der kan spændes til, så tasken sidder godt alle de 30 km.
Når du køber vandrerygsæk, så vær sikker på at der medfølger (og ellers køb) et regnslag, således at tingene ikke bliver våde hvis du er ude at vandre og det begynder at regne.