Sammensætning af ledere

Der skal mindst være 2 ledere på en klasse. At begge køn er repræsenteret er at foretrække. Samme regler gælder for weekendture. På længere lejre skal der være ledere med af hvert køn.

Sprog og opførsel

Vi skal tale et pænt sprog og have en fornuftig omgangstone over for børn og unge, men også over for ledere og forældre. Vi skal naturligvis opføre os ordentligt.
Vi taler pænt til hinanden, og taler med respekt for hinanden. Det gælder både børn og voksne.

Rygepolitik

Kredshuset og udenomsarealerne er røgfrit område.
På weekendture og sommerlejre må der ryges udendørs, dog aldrig ved siden er børnene.

Alkoholpolitik

Vi forbyder ledere at være beruset eller beruse sig, når de er sammen med børn og unge i FDF.
Lederne skal markere, at alkohol ikke er for børn og unge i FDF, da lederne er rollemodeller for børnene og de unge.
Der må aldrig serveres/indtages øl, vin og spiritus for/af børn og unge under 18 år, i forbindelse med FDF-møder og arrangementer.
Det er ikke tilladt at indtage øl, vin og spiritus til møder, på weekendture og sommerlejre.

Mobiltelefon

Mobiltelefonen er i dag ofte en vigtig del af børn og unges identitet.
Men i FDF klarer vi os ofte uden moderne bekvemmeligheder, så når det gælder børnene, ynder vi at sige:
"Mobiltelefonen er velkommen til FDF. Den skal bare være slukket."
Hvis man som leder af gode grunde er nødt til at foretage et opkald, bør man ”gå væk” så det ikke virker generende.

Andre gange anvender både børn og ledere mobiltelefonen som aktivt værktøj. Fx var den uundværlig ved Landslejren 2022.

Børneattest

Alle ledere og assistenter, der er fyldt 15 år skal være indforstået med at kredsen foretager indhenter børneattest hos politiet (får erklæring om en ren straffeattest på området)

Fysisk kontakt og krænkelse af blufærdighed

Det skal være barnets og den unges grænser, som danner grundlag for, hvor tæt voksne skal være på dem. Der skal selvfølgelig stadig være plads til et klap på skulderen og en trøstende omfavnelse til det barn, som har slået sig. En leder skal naturligvis fortsat kunne tage en ”slåskamp” i græsset og give teenageren et knus.

Der skal altid være 2 ledere tilstede i situationer, der kræver særlig fysisk kontakt f.eks. ved eftersyn for skovflåt.

Forholdsregler ved overnatning

En leder sover aldrig alene sammen med børnene, der skal mindst være to. Drenge og piger sover som udgangspunkt hver for sig. Afvigelse fra dette kan kun ske efter drøftelse i ledergruppen.

Forholdsregler ved badning

Drenge og piger bader altid hver for sig. Det gælder både børn og voksne. Voksne skal vise respekt for børnenes blufærdighed ved badning.

FDF-møder i private hjem

Afholdes et FDF-møde eller tur (Bondegårdsbesøg eller lign.) privat hos en leder, skal der, ligesom på ture, være mindst to ledere tilstede.

Forholdsregler ved brug af Sociale Medier

Holdningen i Øster Hassing FDF er, at man ikke bliver venner med børnene på Facebook, Twitter eller andre sociale medier.

På Facebook eller messenger anbefales at oprette en FDF gruppe pr. klasse i stedet for at tilføje barnet som ven.

Alle er ansvarlige for at efterleve kredsens retningslinjer og den gældende lovgivning på området (se bilag 1). Alle ledere er forpligtede til at gribe ind, hvis de mener at en leder overskrider kredsens retningslinjer. Ved overtrædelse er det kredsleders ansvar at tage en snak med vedkommende

Vedtaget: Bestyrelsesmøde August 2022.