Kredsens samværsregler

I FDF Odense 2 Dyrup er vi opmærksomme på, hvordan vi er sammen - både børn, unge og voksne imellem.

Vi passer på børn og unge og taler om måden, vi er sammen på. Det gør vi for at sikre, at børn, unge og voksne hos os er en del af et trygt miljø, hvor rammer for gode og sunde relationer er til stede.

Det trygge miljø skabes i et lederfællesskab, hvor vi har åbenhed, samtaler og refleksioner over, hvordan vi er bedst sammen. Derfor taler vi en gang om året om det, som danner grundlaget for vores kultur og samværsformer.

Lederforhold

Det tilstræbes, at der er ledere af begge køn på alle klasser. Ved lejrture tilstræbes det, at der er mindst 2 ledere over 18 år tilstede. Af begge køn.

Som leder i FDF Odense 2 Dyrup er man et forbillede for børn og unge

I FDF Odense 2 Dyrup er alle voksne rollemodeller for børn og unge. Vi ved, at børn og unge ser op til lederne, og derfor tilstræber vi en opførsel, som er forbilledlig. Dette gælder både i hverdagen såvel som på de sociale medier. Vi møder børn og unge i øjenhøjde og med respekt, og vi ved, at den voksne hverken er mere eller bedre end barnet/den unge.

Bade- og toiletforhold

Vi værner om og respekterer, ved bade- og toiletforhold, medlemmernes blufærdighed. Vi tilstræber så vidt muligt, at der er adskilte toiletforhold til drenge og piger. Er dette ikke muligt grundet de fysiske lokaliteter, finder vi løsninger, som tilgodeser alle.

Ledere bader ikke sammen med børn af det modsatte køn, ligesom ledere kun må bade sammen med børn af samme køn, hvis der er mere end én leder til stede.

Særlige situationer

I særlige situationer, som kræver, at den voksne er tæt på barnet, er der altid to voksne til stede. Dette kan f. eks være, at hvis barnet skal have fjernet en tæge på et intimt sted.

Soveforhold

I overnatningssituationer tilstræber vi, at børn og unge indkvarteres efter køn. Kan dette ikke lade sig gøre, sikrer lederen i samråd med andre ledere og/eller kredslederen, at overnatningen foregår under hensyntagen til alle.

I udgangspunktet sover lederne ikke sammen med børnene. Anses dette som en nødvendighed, er det altid to ledere, som sover sammen med børnene.

Sprog

I FDF Odense 2 Dyrup bruger vi et ordentligt og respektfuldt sprog, når vi taler med og om hinanden. Dette gælder både børn imellem, leder/voksen til barn/ung og leder til leder.

Sociale medier

Kommunikation mellem FDF Odense 2 Dyrup og forældre/børn på sociale medier foregår gennem kredsens officielle kanaler.

Kontakt med kredsens medlemmer på de sociale medier må kun etableres af barnet/den unge. Accepteres kontakten af lederen, vedkender denne sig at være FDF-leder også uden for FDF-aktiviteter og forventes derved også at være en rollemodel for gode og sunde relationer på de sociale medier.

Når vi poster billeder, sikrer vi, at billederne ikke kompromitterer de fotograferede.

Rusmidler

Som leder i FDF Odense 2 Dyrup er man et forbillede for børn og unge. I FDF Odense 2 Dyrup indtager vi derfor ikke tobak, snus, rusmidler og alkohol, når vi er sammen med børn og unge under 18 år, ligesom indtagelse af diverse energidrikke heller ikke er tilladt, hverken blandt børn og unge eller ledere. Rygning foregår på særligt udpegede steder og ikke sammen med børn og unge.Ved privatlignende arrangementer lederne imellem kan indtagelse af alkohol forekomme. I det tilfælde orienteres forældre til deltagere under 18 år.

Konflikter

Vi løser konflikter hurtigst muligt mellem de implicerede. Kan dette ikke lade sig gøre, involverer vi kredslederen/kredsledelsen eller kredsbestyrelsen. Ved uoverensstemmelse mellem disse parter kan landsforbundet kontaktes.

Nærvær

For at fremme en høj grad af nærvær, er alle ledere fuldt ud til stede ifm. kredsrelaterede aktiviteter. Det vil sige, at vi er opmærksomme og nærværende fra det første barn kommer til det sidste barn er hentet. Vi taler ikke privat, når der er børn til stede ligesom vi ikke anvender mobiltelefoner medmindre det har relation til den pågældende aktivitet.

__________________

I tilfælde af afvigelser ift. soveforhold i forbindelse med weekender og ture, skal kredsledelsen orienteres på forhånd. Herefter vurderes det, om forældre skal orienteres.

Definition af begrebet ’leder’: Alle personer over 15 år, der har et ansvar overfor kredsens børn og unge. Det vil sige assistenter, ledere, medhjælpende forældre, tanter mm.