Til vores Møder

Til pilte væbner seniorvæbner møder sker der altid noget sjovt og spændende. Der kan ske så mange sjove ting til vores møder, så det ikke er muligt at beskrive det hele her. Vi har dog muligheden for at give et par korte beskrivelser af nogle af de aktiviteter vi nogle gange laver:

Bål og Mad

Vi har nogle møder hvor tempoet ikke er så højt, og hjernen kan slappe af. Dette gør vi ved at lave et bål sammen, hvor vi har muligheden for at lave en gang mad på. Vi kan finde på rigtig mange sjove og interessante ting over bålet, dette kan være trommestikker, snobrød, toast eller pandekager. Når vi laver mad over bål, er det oftest lidt primitivt, og maden kan til tider få en lidt sort farve, som enten kan skrabes af, eller bare spises som det er. Resultatet af madlavningen er lækre snacks eller endda hele måltider, og der findes ikke ret meget som er bedre end et snobrød man selv har bagt, med lidt chokolade inden i, og et hint af røgen fra bålet.

Knob

Nogle gange er det hjernen og hænderne der skal udfordres, dette kan ske ved at vi giver os til at bygge med ræb og rafter. Først bruger vi tid på at lære de forskellige knob at kende, dette kan være råbåndsknob, dobbelthalvstik og tømmerstik. Efter at have lært knobende, giver vi os til at bruge dem, dette sker ved at vi bygger noget. Når vi bygger noget, kan det være alt lige fra et spisebord til et køkken, og det eneste vi bruger er ræb, rafter og hjernen (Og en bordplade hvis vi kan finde en). Dette betyder at vi kan bygge stort set alt, uden at skulle bruge en boremaskine eller en hammer.

Løb

Det kan også ske at kroppen kan blive udfordret. Når det sker, er det oftest gennem sjove lege, hvor alle kan være med. Nogle af de lege som vi kan lege, er ståtrold, NINJA!, stikbold og ambulanceleg. Vi kan også give os til at spille nogle stører spil, som rundbold eller skyde til måls med en fodbold. Men en ting som er vigtigt for os når vi leger, er at alle er med, hvis man så ikke er den bedste til for eksempel fodbold, kan man jo godt give det et skud alligevel.

Mødetider

Vi har møde tirsdag fra kl. 17:00 - 19:00.

Der kan forekomme specielle møder, som kan være forskudt, ændret, eller aflyst af forskellige årsager.

Vi har ikke møder på helligdage og i ferier.

Altid velkommen

Man er altid velkommen.

Man kan altid komme og være med til et møde, og hvis man er nervøs for at være med, kan der arrangeres så mor eller far, kan se på gennem hele mødet, så man kan finde ud af hvad vi laver.

Stor aldersgrupper

Pilte - Væbnere klassen består af børn fra 3. til 6. folkeskoleklasse, dette betyder at der er et stort spring mellem de yngste og ældste børn, dette skyldes at vi har været nød til at lægge et par aldersgrupper sammen, for at der er nok ledere til alle møder. Dette betyder til gengæld også at der vil være møder hvor vi har muligheden for at skille de forskellige grupper ad, så vi kan lave ting med de forskellige grupper, som passer bedre til deres aldersgrupper.

Men selvom at der kan være forskel i hvor gammel man er, skal det ikke stoppe os i at have det sjovt sammen, og lave fede aktiviteter sammen.