Velkommen

I FDF møder vi børn og unge med fantasi, fællesskab og en kristen holdning til livet.

Om SKOVBO

 

SKOVBO er ejet af FDF Esbjerg 4. kreds. Kredsen har ca. 120 medlemmer og er beliggende i Gammelby, Esbjerg.

SKOVBO er en mindre hytte på ca. 60 m2, der ligger i området Øen i Marbæk Plantage ved Esbjerg. 
Hytten indeholder en stue, et køkken, toilet, kommende badeværelse
og på 1. sal er der et fællesrum, hvor der kan overnatte op til 12 personer.

Området
Området er ejet af Esbjerg Kommune og er, sammen med den øvrige del af Marbæk Plantage, et stort attraktivt plantageområde der grænser lige ned til Ho bugt i Vadehavet.
Overfor kan man se øen Langli, hvortil der kun er adgang fra Ho med guidet hjælp. I skrænterne ved Marbæk ud mod Ho bugt kan man finde "æskesten", jernsandsten der er dannet ved den kemiske proces der går i gang når regnvand sive ned gennem lagenes jernindhold, og kitter sandet sammen og gør farven flot rødbrun.

"Øen" hvor SKOVBO ligger, er et område i plantagen, hvor der ligger flere lejre og hytter, man er sjældent alene på Øen, men fordi de hver især ligger godt gemt i forhold til hinanden, mærker man det ikke.
Tæt ved SKOVBO ligger et par søer med en dæmning over som man ikke kan køre på men kun gå på. Området er fantastisk at færdes i, og meget velegnet til løb mv. 
inden du kører op på Øen, passerer man kommunens lejrplads, som er det eneste sted man må have åben ild, pga. brandfaren.