Christian Cannon bliver landslejrchef

Christian Cannon bliver ny landslejrchef og skal stå i spidsen for FDF Landslejr 2026. 

25. Apr 2024
Mia Fanefjord Hansen

Foto: Emil Amundsen

Når store og små FDFere i 2026 atter samles på Sletten til landslejr, bliver det med Christian Cannon ved roret som landslejrchef. Det er en opgave, han ser frem til at løfte i samarbejde med engagerede FDFere over hele landet.

- Jeg glæder mig usigeligt meget til sammen med et kommende landslejrudvalg og FDFere fra hele landet at skabe rammer og retning for vores alle sammens landslejr i 2026. På FDFs landslejre får tusindvis af børn, unge og voksne oplevelser, der giver minder for livet – ligesom jeg selv har fået gennem flere landslejre. Jeg vil arbejde for, at også denne landslejr vil sætte betydningsfulde spor i den enkelte og samtidig skabe værdifuld udvikling i kredse, landsdele og landsforbund, siger Christian Cannon.

Oplevelser der samler

34-årige Christian Cannon startede som væbner i FDF Mørkhøj, hvor han i dag er aktivitetsleder og medlem af bestyrelsen med ansvaret for kredsens hytter og fundingarbejde. 

I opgaven som landslejrchef kan Christian trække på 10 års erfaring som formand for Væbnermesterskabet. Han har desuden de seneste tre landslejre stået i spidsen for de store lejrbål, som har samlet, underholdt og bevæget lejrenes over 10.000 deltagere. Først som forestillingsleder på Lejrbål i 2011 og siden som formand og forestillingsleder i 2016 og 2022. Her bestod opgaven blandt andet i koordineringen af roller og ansvarsområder for scenens godt 125 medarbejdere.

FDFs formand, Dorte Fog, glæder sig over, at Christian Cannon har sagt ja til posten som landslejrchef og er slet ikke i tvivl om, at han er den helt rette til opgaven. 

- FDFs hovedbestyrelse har valgt at pege på Christian som landslejrchef, fordi han formår at skabe store oplevelser, der samler FDFere på tværs af landet og på en vedkommende måde sætter FDFs formål og værdier i spil. Christian besidder stor organisatorisk tæft og har gennem sit store engagement i FDFs arrangements- og udvalgsarbejde opbygget en solid erfaring med at mobilisere, koordinere og motivere frivillige. Oven i det er han med sit skarpe blik for at udtrykke FDFs værdier gennem leg og udfordringer den rette til at sikre en uforglemmelig landslejroplevelse for tusindvis af børn og unge i sommeren 2026, som også giver inspiration til det videre arbejde i alle dele af FDF, siger formand i FDF Dorte Fog.

Arbejdet starter nu

Arbejdet med at sammensætte et kommende landslejrudvalg (LLU) begynder allerede nu, men tager for alvor fart efter afviklingen af Væbnermesterskabet i maj, som vil være Christians sidste som en del af formandskabet.

Der er brug for forskellige kompetencer, erfaringer og profiler i arbejdet med at skabe den bedste grobund for en god rejse frem mod landslejren i 2026. Hvis du allerede nu tænker, at det kunne være spændende at være med i LLU, eller hvis du synes, at en anden FDFer er oplagt til denne opgave, er du velkommen til at sende forslag til landslejr@FDF.dk .

Når et nyt LLU er sammensat og har fundet fodfæste, vil arbejdet med udvalgsengagement på landslejren begynde. Her vil komme yderligere information på FDFs platforme, og FDFs Arena vil modtage direkte besked om muligheden for at bidrage med aktiviteter og indgå i udvalgsarbejdet på landslejren.

Hvis du vil være med til at skabe FDF Landslejr 2026 på anden vis, fx ved at bygge installationer, opsætte aktiviteter, bemande boder og meget andet, kan du også allerede nu melde dig som frivillig medarbejder. Du finder forhåndstilmeldingen herunder.

De endelige datoer for FDF Landslejr 2026 er endnu ikke fastsat, men lejren ligger i starten af juli 2026.