Når vi tager på lejr i FDF, får vi mulighed for at have mere tid sammen end vi har på de ugentlige møder. Vi kan lave nogle andre ting sammen, og vi får tid til at snakke på gåturen, over opvasken og i siestaen.

Vi håber, at forældre vil bakke op om, at børnene kan deltage på så mange lejre som muligt, fordi det giver børnene særlige oplevelser og tættere relationer mellem børn og voksne.

Lejrene i FDF Bagsværd-Stengård er i hovedtræk sådan.

Sommerlejr

Sommerlejr er årets største FDF-oplevelse, som man ikke må gå glip af. Hvert år i sommerferien tager hele kredsen på lejr i én uge. Vi tager afsted i uge 28 hvert år, så det er til at huske, når man skal planlægge sin egen sommerferie.

Juleweekend

Juleweekenden er årets hyggeligste lejr for hele kredsen. Den er fyldt med traditioner, som for eksempel julelege, julepynt og julemad. Vi er altid på juleweekend i den weekend hvor 1. advent ligger.

BUSK-weekend

BUSK-weekenden er en fælles kredsweekend. Selvom det hedder "-weekend" er det kun en enkelt overnatning fra lørdag til søndag. Om lørdagen laver vi aktiviteter udenfor, og vi tager derefter til BUSK-gudstjeneste om søndagen. BUSK står for "Børn-Unge-Sogn-Kirke", og er en gudstjeneste for børn og unge, som vi hjælper kirken med. Lejr ligger altid i sidste weekend i oktober, hvor vi også skifter til vintertid.

Klasseture

I løbet af året er der 1-2 klasseture. Her tager man på lejr eller tur med den aldersgruppe, som man er sammen med hver onsdag. Lejrene/Turene ligger næsten altid i weekenderne. Du kan læse mere om din klasses specifikke arrangementer på deres side.

Kommende lejre

Leder du efter indbydelser og tilmeldinger til kommende lejre? Så kan du finde dem her

Klik her