Kontingenter

Nedenstående er de retningslinjer, som bestyrelsen i FDF Ilskov bruger ifm. fastsættelse af kontingent.

  • Som udgangspunkt betaler alle medlemmer det almindelige fastsatte årlige kontingent.
  • Deltager man kun i senioraktiviteter betales det halve kontingent, da mødefrekvensen er mindre.
  • Deltager man både i de specielle senioraktiviteter og de almindelige kredsaktiviteter, betaler man kun det almindelige kontingent og altså ikke også senior kontingentet.
  • Ledere betaler ikke kontingent – ledere har ansvaret for planlægningen og udførelsen af aktiviteten og er således ikke at betragte som deltager i aktiviteten. Under hele aktiviteten ligger ansvaret hos lederen, der eksempelvis må være klar til at køre på skadestuen, selvom seniorfestivalen kører på fuld blus. (Kredsen afholder kontingentudgifterne til FDF forbundet). Ledere i FDF Ilskov skal være minimum 18 år.
  • Således kan man være leder for en piltegruppe – og dermed være kontingentfri for det almindelige årlige kontingent – og yderligere deltage aktivt i senioraktiviteterne. I sådan en situation betales det halve kontingent som senior.
  • Hvis man gerne vil beholde tilknytning til FDF Ilskov under f.eks. et efterskoleophold, kan man vælge et passivt medlemskab. Det koster det samme som det beløb FDF Ilskov skal betale til FDF forbundet for at opretholde medlemskabet. Det passive medlemskab giver adgang til at deltage på kurser og andre af forbundets aktiviteter. Det giver generelt ikke adgang til deltagelse i kredsens aktiviteter, ligesom man ikke får tilbudt de tilskud, som kredsen nogle gange giver ifm. deltagelse i lejre.
  • Bestyrelsesmedlemmer betaler ikke kontingent. (Kredsen afholder kontingentudgifterne til FDF forbundet, hvis bestyrelsesmedlemmet er forpligtet til at være medlem af FDF forbundet)
  • Kontingent betales i begyndelsen af perioden enten for en hel sæson eller for en halv sæson. Indmeldes man før jul betaler man for en hel sæson, efter jul for en halv sæson.
  • Kontingentet tilbagebetales ikke, hvis man stopper før udgangen af en periode.
  • I Herning kommune kan økonomisk udfordrede familier søge om børnepas som giver tilskud til fritidsaktiviteter. Indstillingen skal komme fra en professionel, f.eks. klasselærer, pædagog, mv. Kontingent betales af kommunen, lejrudgifter skal man selv afholde.
  • Kontingentbetalingen eller betalingen til en lejr kan opdeles i rater – tag kontakt til kassereren hvis man ønsker en sådan løsning.

Specielt for ledere

På linje med gymnastik og idrætsforeningen i Ilskov ønsker vi ikke at pålægge lederne udgifter ifm. deres frivillig arbejde. Kredsen betaler for en FDF skjorte til nye ledere der dog skal aflevere den igen, hvis lederen stopper indenfor det første år. Herudover får lederen en jakke med logo og kontingentet til forbundet betales af kredsen.

Tilskud

Nedenstående er de retningslinjer, som bestyrelsen i FDF Ilskov bruger ifm. fastsættelse af tilskud til aktiviteter, f.eks. lejrture.

  • Til udvalgte aktiviteter kan kredsen vælge at yde et tilskud til deltagerprisen. Dette gøres for at få så mange som muligt med til aktiviteten.
  • Kredsen betaler som udgangspunkt deltagerprisen for ledere. (Den samme skelnen mellem leder og deltager eksisterer på en aktivitet/lejr, som beskrevet under kontingenter).
  • Kredsen betaler som udgangspunkt deltagerprisen for tanter (ikke ledere, men voksent ”personale”).
  • Antallet af deltagende FDF’er (altså børnene) dikterer antallet af ledere/tanter der skal med på en given aktivitet. Flere ledere/tanter kan sagtens deltage, men antallet af nødvendige ledere/tanter giver det samlede kredstilskud til ledere/tanter. Hvis der er flere ledere/tanter der skal med, fordeles tilskuddet ligeligt.
  • Lederbørn betaler samme pris som deltagerne.
  • I særlige tilfælde, hvor der er behov for en støtteperson til en deltager, og en forælder ønsker at deltage, betaler støttepersonen samme pris som lederbørn og deltagerne.
  • For at opnå deltagertilskud fra kredsen skal man have været medlem af FDF Ilskov minimum ½ år. Til enkelte af de større aktiviteter (eks. Landslejr, udenlandsture m.m.) skal man minimum have været medlem af FDF Ilskov i 1½ år, for at opnå tilskud fra kredsen.

Specielt for kurser

  • Samrådet for Børne- og Ungdomsorganisationer i Herning (BUS) refunderer kursus afgifter 100% til kredsen. Vi opfordrer derfor alle til at deltage i alle de relevante FDF kurser man har lyst til, hvortil BUS yder støtte (spørg kassereren hvis du er i tvivl). Deltageren skal kunne fremvise et kursus bevis efter endt kursus, for at FDF Ilskov kan få refusion.
  • Melder deltageren fra efter overskredet tidsfrist eller udebliver deltageren fra kurset, så kursus bevises ikke opnås, faktureres deltageren det fulde kursus beløb af FDF Ilskov, da vi dette tilfælde ikke kan få refunderet deltagerafgiften.
  • Transportudgifter afholdes af deltageren.

Yderligere retningslinjer for aktiviteter

De primære deltagere på lejrture er FDF'ere – dvs. ledere og børn. Lejrture arrangeres for FDF børnene og FDF lederne arrangerer. Dermed har FDF lederne det overordnede ansvar og den suveræne autoritet til at bestemme på lejren.

Sekundære deltagere på lejrture er voksenhjælpere (kaldet tanter), voksenhjælperes børn (tantebørn), FDF lederes børn (lederbørn) og i særlige tilfælde andre børn eller støttepersoner. Deltager et FDF barn som lederbarn eller tantebarn (f.eks. en Tumling på en væbnerlejr), er det udelukkende som leder/tantebarn og dermed er dette FDF barn ikke styrende for lejrens aktiviteter. Program og aktiviteter sættes for lejrens målgruppe og leder/tantebarnet deltager i det omfang barnet er i stand til at deltage.

Der kan kun deltage FDF ledere og børn, lederbørn, voksenhjælpere (tanter) og voksenhjælpers børn (tante børn) på FDF lejre. Venner/veninder der ikke er indmeldt i FDF Ilskov kan ikke deltage, med mindre det specifikt fremgår af indbydelsen – f.eks. ved en særlig ”medbring-en-ven”-lejr.

Ovenstående retningslinjer gælder også for andre aktiviteter som f.eks. alm. mødeaftner, heldagsture mv. (Dog kan børn, der ikke er indmeldt i FDF Ilskov prøve at komme til FDF ifm. alm. mødeaftner)

Senest opdateret den 17/09/2023