Kredsen på sociale medier

I mødes ugentligt, laver seje aktiviteter og har et stærkt fællesskab. Kan man se det på jeres sociale medier?

Sociale medier kan være gode platforme for kredsen, for de er hurtige at opdatere, og de kan vise, at I er en aktiv kreds. Sørg for at overveje, hvilke medier der passer til jer, og hvilken rolle de sociale medier spiller i kredsens samvær.

Facebook – side eller gruppe? 

Opslag på Facebook-sider kan bevæge sig langt ud, men det er måske ikke altid hensigtsmæssigt, hvis opslaget handler om, at piltene skal huske regntøj i aften. Måske det er mere hensigtsmæssigt at have en Facebook-gruppe, når I kommunikerer til forældrene? 

Overvej, om I har bedst gavn af ét eller to steder til at dele information på Facebook.

Fortæl med foto og video på Instagram

Hvis I er gode til at tage billeder eller små videoer af jeres aktiviteter, har I gode forudsætninger for at fortælle andre om jeres stærke fællesskab og gode aktiviteter. 

Én måde at gøre det på er at lave en regel om, at I altid lægger et par billeder eller en video på enten Facebook eller Instagram efter det ugentlige møde. På den måde kan udefrakommende se, at I er en kreds, der er gang i. 

Sociale medier i samværsreglerne

I forbindelse med kredsens samværsregler bør I have gennemgået kredsens brug af og adfærd på sociale medier. Og fordi det sociale medielandskab ændrer sig utroligt hurtigt, er det særligt nødvendigt at kigge grundigt på denne del af samværsreglerne, hver gang I reviderer dem.

Lanceringspakke v. 1.0

Kredsstartsprojektet har udarbejdet en SoMe-pakke målrettet nye kredsprojekter, men den kan også bruges af alle andre kredse. Lanceringspakken indeholder: 

  • en introduktion til indholdet 
  • et dokument med tekstskabeloner til SoMe-opslag 
  • færdige billedopslag