FLIX-natløb
Beskrivelse
- Hytten er nu et rumskib, nemlig det gode lejrskib Vestershuttle, som er nødlandet på en kendt, rimelig venligsindet planet ved navn FLIX i galaksen JONSTRUPTÅGEN i stjernebilledet PILTAURUS.
- Det er jo helt almindeligt nu om dage at tage på kredsweekend i rummet med VESTERSHUTTLE i den for længst udforskede JONSTRUPTÅGE, så det er der i og for sig ikke noget særligt nyt i.
- Men vores lejrskib er jo efterhånden blevet lidt gammelt og slidt. Det har godt nok fået den årlige overhaling og reparation i maj måned, og Rumfartstilsynet har fornyet space-certifikatet igen i år. Der er imidlertid sket det, at et par tumlinge har pillet ved VESTERSHUTTLEs hovednavigationsinstrument, den såkaldte puzzle-sampler, så nu er vi nødlandet på planeten FLIX i JONSTRUP-TÅGEN!
- Som sagt før, så er planeten FLIX kendt, så det er egentlig ikke noget stort problem at komme herfra igen - når vi altså har fået skaffet reservedelene frem fra de hemmelige depoter her på FLIX!
- Det skal I klare - de særligt udvalgte, særlig kloge, særlig hårdføre, modige og hurtige lejr - nauter!
- For at være helt sikre på at få en ny puzzle-sampler frem fra de hemmelige depoter, vil I blive sendt afsted i tre hold. Så skulle der være en chance for, at i hvert fald nogen af os kommer tilbage til Jorden.
- Opgaven er ikke uoverkommelig, for vi har nogle fast udstationerede jordagenter her på FLIX, som passer på reservedelsdepoterne.
- Men, som jeg sagde i starten af briefingen: Planeten FLIX er kun rimelig venligsindet!
- Planeten FLIX er nemlig beboet af nogle få FLIXer, som hader rumskibe og elektronik. Når de ser rumskibe, så kommer de tæt på, men kan - heldigvis - ikke gøre noget ved det.
- FLIXerne er ikke direkte livsfarlige. Der er endnu ikke rapporteret dødsfald i forbindelse med et møde med en FLIX - undtagen én gang, nemlig da en Jordastronautpioner for 50 år siden tog det hidtil eneste billede af en FLIX i naturlige omgivelser (billedet vises rundt).
- Det er nemlig sådan, at FLIXerne kan forvandle sig, så de ligner de væsener, der lander her på planeten - næsten altså. Meget, meget snedigt, for så kan de jo også komme til at ligne mennesker.
- Det er jo lidt kedeligt, for så er det jo svært at skelne FLIXerne fra vores Jordagenter (- som jo er rigtige mennesker).
- Men vi rigtige mennesker har en fordel frem for FLIXerne: Vi kan se rødt lys i mørke, og det kan FLIXerne ikke! FLIXerne kan se blåt lys, grønt lys og hvidt lys. Hvidt lys gør dem faktisk helt vilde og virker tiltrækkende på dem!
- Og glemte jeg at sige, hvad FLIXerne gør, hvis de tager fremmede til fange? Nå ja,de sætter fangerne på straffearbejde!
Hvordan løser I så jeres opgave? - Først og fremmest: Hold jer fra FLIXerne! Husk, de kan ikke se rødt lys, og så ser og hører de ikke alt for godt. Men husk på, at de ikke er dumme. De er faktisk ret snedige og kan finde på at lokke jer i en fælde! Og husk også aldrig at slås med en FLIX. De er for stærke for jer. Overgiv jer, hvis I bliver fanget. - Skynd jer så meget som muligt med at finde puzzle - sampleren. - Vores Jordagenter har fået besked om, at I er på vej frem til de hemmelige depoter, så de er klar til at hjælpe jer med at finde vej og med at finde stumperne til puzzle-sampleren. - Når I kommer ud i FLIX-ødemarken, så hold jer til de udtørrede flodlejer (veje og stier) og kig godt efter lygter, der blinker rødt A (.-), hvis I blinker rødt K (-.-) ude i ødemarken, når I er i tvivl om vejen, og om hvor Jordagenterne og depoterne er. - Pas på, for FLIXerne har måske også fået fat på nogle lygter, som kan lyse i alle farver - også rød, men FLIXerne kender ikke vores hemmelige blink!
Holdet skal være samlet hele tiden inden for cirka to meter af hinanden, ellers kan I ikke beskytte hinanden.
TIL SIDST: FLIX atmosfæren er næsten lige som Jordens, så det er ikke nødvendigt at tage rumdragterne på!