Amelias Eventyrklub

Find materialer og meget mere

Velkommen til Amelias Eventyrklub

I disse år arbejder landsforbund, landsdele, arena-enheder og kredse sammen for at give flere børn og unge et ståsted i FDF. Samtidig har flere undersøgelser vist, at medlemsfrafaldet begynder i piltealderen. Derfor har et pilteudvalg udarbejdet et materiale i temarammen fra FDF Landslejr 2022, som skal inspirere til gode mødeaktiviteter og give piltene en fælles pilteidentitet på tværs af kredse og landsdele.

Materialet kan og skal ikke erstatte et helt sæsonprogram, men de foreløbige seks møder kan være et supplement, som forhåbentlig kan noget andet, end I plejer at lave på kredsens møder. Måske kan det endda give inspiration til flere eventyr?

Amelias Eventyrklub er skabt i håbet om, at du sammen med piltene får nogle gode, sjove og meningsfulde møder, som kan bidrage til det fremragende arbejde, du som leder allerede gør.

Med materialet til Amelias Eventyrklub kan du og alle dine pilte tage på vilde, seje, sjove, eftertænksomme og spændende eventyr.
 

Nye mødeidéer

Materialet indeholder foreløbigt seks møder, som kan bruges i kredsen. Møderne er lavet med pilte som målgruppe, men hvis I holder møder sammen med tumlinge eller væbnere, kan I også sagtens bruge det til dem – og måske vil jeres seniorer være vildt begejstrede.

Det er ikke en endegyldig opskrift på verdens bedste møder, så brug materialet som inspiration. Gør det til jeres eget. Leg med det, pluk i det, og tilføj det, I synes mangler.

Materialer til print

Trykte materialer fra Trykkeriet
 

Ny temasang

Amelias Eventyrklub har fået sin helt egen temasang, som kan synges hver eneste gang, man skal ud på eventyr med kammeraterne. Sangen hedder Rejsekammerater, og den handler om med stædighed, nysgerrighed og gåpåmod at tage rejseskoene på og søge ud mod det ukendte.

Indspilninger, tekst, noder og akkorder
 

Temarammen fra FDF Landslejr 2022

Amelias Eventyrklub tager udgangspunkt i Amelia og alle hendes venner, som vi mødte på landslejren i 2022. Det er dog ikke en forudsætning for at tage med på vores eventyr, at hverken du eller piltene kender Amelia og vennerne i forvejen – I bliver introduceret til dem på det første møde.

Hvis du vil dykke dybere ned i materialerne fra landslejren – eller måske bruge aktiviteterne på pilteholdet – kan du finde det hele her:

Fortællingen om Coratia (forberedelsesmateriale til landslejren)

Lydfortællinger og musik