Fire nye kredse på landkortet

I juni 2023 er hele fire nye kredse blevet stiftet, så endnu flere børn, unge og forældre kan opleve fællesskabet i FDF.

29. Jun 2023
Rasmus Lind

I løbet af juni 2023 blev fire nye FDF-kredse stiftet i Græsted, Jyllinge, Ørestaden og på Samsø.

Læs her, hvordan de fire kredsledere har oplevet processen frem mod stiftelsen, og hvad de forventer af fremtiden.

FDF Samsø

Der er nu igen FDF på Samsø. Den nye kreds blev stiftet den 1. juni 2023, og Esben Worm-Leonhard, der er en del af kredsledelsen i nystartede FDF Samsø, fortæller her om det store forarbejde og forventningerne til fremtiden.

- Det har været et stort arbejde at starte en ny kreds op, men det har også været sjovt og spændende. Det er fedt at kunne sige, at vi nu er lykkedes med at blive en rigtig kreds.

Vi er et lille samfund, hvor alle kender alle – eller hvor man i hvert fald kender nogen, der kender nogen. Når jeg har talt med folk, har jeg kunnet mærke, at de godt kendte til, at vi var i gang med noget. Og jeg har mærket, at folk er glade for, at der sker noget nyt og kommer noget nyt liv. Vi er meget taknemmelige for al den opbakning, vi får.

Til efteråret vil vi arbejde på at gøre endnu mere opmærksomme på os selv, så vi kan blive endnu flere. Og så skal vi også ud på nogle ture med overnatning her på Samsø, siger han.

FDF Ørestad

Børn og unge på det vestlige Amager har nu fået deres helt egen FDF-kreds. Torsdag den 15. juni 2023 afholdt kredsen stiftende generalforsamling, og kredsleder Peter Salomonsen ser tilbage på en spændende opstartsfase.

- Det har både været meget stort og hårdt at starte en kreds op. Jeg har tidligere været med i to forskellige kredse, der begge har rundet 100 år, så det giver noget at tænke på: Gad vide om den her kreds også bliver 100 år engang? Vi har fået rigtig god opbakning fra kirken, og både de andre ledere og Lasse fra landsforbundet har været en stor støtte for mig, siger han.

Kredslederen fortæller, at han til generalforsamlingen havde gode snakke med flere forældre, som fortalte, at de virkelig værdsætter de oplevelser, deres børn allerede har fået i FDF.

- Det betyder meget, at forældrene siger sådan. Det minder mig om, at selvom vi kun giver stjernestunder til 10 børn, så er det 10 børn, hvis liv vi har berørt, siger han.

FDF Ørestad holder møde for puslinge og familier hver anden søndag og et ugentligt møde for tumlinge. Til efteråret planlægger kredsen at tage på den første sheltertur med overnatning på Amager Fælled.

FDF Græsted

Torsdag d. 15. juni – samme dag som FDF Ørestad – holdt også FDF Græsted stiftende generalforsamling, og endnu et kredsfællesskab kom på danmarkskortet. Siden efteråret 2022 har den nye kreds inviteret familier i lokalområdet til møde hver anden torsdag.

- Vi er en gruppe frivillige, som brænder for at lave FDF, og som savnede muligheden for det i vores eget lokalområde. Vi vil gerne skabe et frirum, hvor familierne kan mødes på kryds og tværs til fælles oplevelser, fortæller Maja Alveen, der sammen med Cecilie Hallwaas Kofod og Kasper Alveen udgør kredsledelsen i FDF Græsted.

Med friluftsliv som ramme starter møderne med fælles aktiviteter, hvorefter familierne spiser aftensmad og lytter til en godnathistorie sammen.

Maja Alveen glæder sig over den gode modtagelse, kredsen har fået, og den store opbakning, de frivillige har mødt fra såvel områdets familier som andre lokale foreninger.

- Vi er især blevet taget godt imod af den lokale KFUM-spejdergruppe, som ikke selv har et tilbud til de mindste. Vi startede med at lave familie-FDF og er glade for, at vi har kunnet samle så mange børn og deres familier. Nu er vi også begyndt at få børn ind som tumlinge og pilte, siger hun.

FDF Jyllinge

Oven på et forår med opstartsmøder holdt FDF Jyllinge den 22. juni stiftende generalforsamling. Dermed har endnu en ny kreds åbnet dørene for leg og fællesskab for lokale børn og deres familier. For kredsleder Anne Kirstine Kjemtrup Martin var det i første omgang et stort ønske om at hendes egne børn skulle have FDF-oplevelser, der gav lysten til at starte en kreds.

- Jeg valgte at starte FDF i Jyllinge for at kunne give mine børn FDF-oplevelser i deres lokalområde, ligesom jeg selv har haft som barn. Jeg synes, det er vigtigt, at de får mulighed for at danne fællesskaber med de børn, de også møder i deres institution eller senere i skolelivet, fortæller hun.

Lige nu er FDF Jyllinge en familiekreds, fordi alle engagerede familier har børn i den aldersgruppe. Det er Anne Kirstines håb, at kredsen med tiden også kan åbne klasser for de større, så endnu flere børn og unge får oplevelser gennem FDF.

- Jeg håber, FDF Jyllinge kommer til at vokse i takt med, at børnene i kredsen vokser, så vi med årene kan lave FDF for endnu flere aldersgrupper, siger hun.

 

De fire nye kredse er startet som en del af FDFs kredsstart-projekt.