Legedatabase skal bringe leg ud til børn i alle aldre

Med en bevilling på 1,5 mio. kr. fra Den A.P. Møllerske Støttefond skal Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF, i samarbejde med Gerlev Center for Leg & Bevægelse udvikle FDFs legedatabase. Databasen skal give bedre forudsætninger for at bringe legen ud til legebørn i alle aldre.

Projektet har titlen “Legedatabasen: en direkte vej til mere og bedre leg for alle” og løber fra august 2024 til august 2026. Formålet er at formidle konkrete redskaber og veldokumenterede metoder til alle, der har lyst til at arbejde aktivt med leg – både i forhold til børn, unge, voksne og ældre – og som gerne vil blive bedre til at sætte gang i en god leg.

Den ny legedatabase bliver mere brugervenlig og får nyt materiale om legens pædagogik og ikke mindst legeforslag til glæde og gavn for frivillige, pædagoger og andre legeglade.

Muliggjort af fondsbevilling

Bevillingen fra Den A.P. Møllerske Støttefond er en anerkendelse af projektets betydning og potentiale, understreger Peter Randorff, der er FDFs projektleder på Legedatabasen. Han glæder sig over, at fondsbevillingen nu gør det muligt at føre de mange idéer ud i livet:

– Med bevillingen fra Den A.P. Møllerske Støttefond kan vi udleve drømmen om at skabe et helt nyt materiale om leg. Dette materiale skal udvikles af og forankres hos vores frivillige, men skabes i samarbejde med Gerlev Center for Leg & Bevægelse, som også har arbejdet professionelt med leg i årevis og deler FDFs syn på leg. Vores håb er, at dette materiale kan inspirere til endnu mere leg på nye måder, der ikke er set før, siger Peter Randorff.

Forenede legekræfter

I projektet forenes kompetencerne inden for leg og formidling af leg og legepædagogik. Målet er herigennem at gøre legen tilgængelig for flere og Legedatabasen.dk til den førende hjemmeside inden for legeinspiration og legepædagogik.

– Legedatabasen er kilde til legemateriale for mange og det giver rigtig god mening at styrke ikke kun hvad, men i lige så høj grad hvordan man udfolder den gode leg. Det ved vi en hel del om og derfor glæder vi os til at være med til at styrke formidlingen af legepædagogikken i dette aktive online medie, siger Helle Dyrløv Madsen, leder af Gerlev Center for Leg & Bevægelse.

Over de næste to år skal arbejdsgruppen udvikle konkrete materialer og workshops samt løbende sparre med centret om projektet. Undervejs inviteres også folk, der arbejder professionelt med leg, med i arbejdet. Projektet indeholder også en formidlingsdel og det kulminerer i et stort legearrangement for alle deltagere på FDFs store landslejr i 2026. Her vil lejrens over 10.000 deltagere være sammen i legen og opleve noget af det, projektet har ført med sig.

Om projektet

Projektet ”Legedatabasen: En direkte vej til mere og bedre leg for alle” sker i et samarbejde mellem Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF og Gerlev Center for Leg & Bevægelse med et støttebeløb på 1,5 mio. kr. fra Den A.P. Møllerske Støttefond. Projektet løber fra august 2024 til august 2026. I projektet udvikles FDFs legedatabase for at bringe leg ud til børn i alle aldre.