Det gode forældresamarbejde

Her kan du finde gode tips og viden om, hvordan du kommer bedst fra start og fastholder det gode forældresamarbejde

Basisniveauet af information til forældre

Som forælder til et barn, der lige er begyndt til FDF, er der rigtig meget nyt at lære. Særligt, hvis forælderen ikke kender FDF i forvejen. De følgende emner er afgørende for, at nye forældre føler sig trygge i at sende deres børn til FDF, og måske også for at forældrene selv på sigt, med hjælp fra jer, begynder at bidrage til kredsens arbejde.

Informationerne kan skrives ind i den mail forældrene automatisk får fra medlemsservice, når de melder deres barn ind, eller skrives ned og gives fysisk ved sæsonstart. På den måde sørger I for, at forældrene helt automatisk får afgørende viden om, hvad deres børn skal starte i, og hvordan de kan give en hånd med i kredsen.

Information til forældre - basisniveauet

  • Kontaktinfo på barnets ledere samt kredsleder.
  • Program for de ugentlige møders indhold (hvordan forløber et møde?), samt halvårsplan for ture/lejre.
  • Viden om hvordan man betaler kontingent.
  • Hvad kredsen forventer, at forældre køber af udstyr.
  • Hvad kredsen forventer, at relationen mellem FDF og forældre er.

Gode overvejelser til forældresamarbejdet

En god modtagelse og inddragelse af forældre kan føre til, at barnet bliver fastholdt i FDF, og at forældrene bliver frivillige voksne og ledere i kredsen. Derfor hænger modtagelsen af nye forældre sammen med rekruttering af nye frivillige til kredsen.

Du kan læse mere om, hvordan man kan engagere forældre, i modulet Engagement af voksne under fanen frivilligkoordinering.

Tolv gode idéer, der sætter gang i forældresamarbejdet

Her finder du en liste med 12 idéer, som mange FDF-kredse har haft succes med!

Planlæg en weekendtur, hvor forældre og søskende inviteres med. Det giver jer muligheden for at lære hinanden bedre at kende, og samtidig vise hvad FDF er.

Hold et møde, hvor børnene kan invitere en forælder med og planlæg en aktivitet, der kræver mange voksenhænder. Det kunne for eksempel være at bygge en strandstol. Børnene får en helt særlig oplevelse, viser FDF frem, og lederne får mulighed for at lære forældrene bedre at kende, så det bliver nemmere at spørge, om de ikke lige skal med til den næste arbejdsdag i kredsen eller lignende.

I kan selvfølgelig gøre det samme med bedsteforældre eller andre voksne i børnenes liv.

Invitér forældrene til forældremøde kort efter sæsonopstart. Her kan forældrene høre mere om FDF. I kan for eksempel gennemgå de ture, I skal på i løbet af året, snakke med forældrene om hvilket udstyr, der er godt at anskaffe eller tage særlige temaer som hjemve op. Det er også et godt forum at fortælle om de opgaver, I har brug for hjælp til i kredsen.

For at få mange forældre med, kan I afholde forældremødet, mens børnene alligevel er til FDF.

Du kan læse flere tips til gode forældremøder her: Gode Råd Til Forældremøder

Hvis I allerede har kandidater til at stille op til bestyrelsen, så skriv det i indkaldelsen til jeres årsmøde. Der skal selvfølgelig stadig være plads til at flere stiller op, men nogle forældre er tilbageholdende med at deltage, hvis de tror, de bliver presset til at være med i bestyrelsen.

Inviter forældrene til fællesspisning i forbindelse med et årsmøde, forældremøde eller et andet kredsarrangement. I måltidsfællesskabet kan I møde forældrene helt uforpligtende, og det er nemmere at bede om hjælp, når man har en relation. Det er samtidig nemmere for forældrene at sige ja, når de allerede kender nogen og har nogen, de kan stille spørgsmål til, hvis de er i tvivl.

Rigtig mange kredse bruger allerede tanter og onkler til at lave mad og hjælpe til på lejre. Det er oftest en rigtig god oplevelse for både børn, ledere og forældre. Det er desværre ikke alle forældre, der har mulighed for at tage en hel uges ferie, når der skal holdes sommerlejr, men I kan bede dem om at køre ud og hjælpe med madlavning en aften efter arbejde, eller spørge om de vil hjælpe til en enkelt dag.

Lav en liste, hvor I konkret beskriver de opgaver, I gerne vil have forældrehjælp til. Forældrene har brug for at vide præcist, hvad de skal og hvor meget tid, det kræver. I kan sende den ud på mail til forældrene, lave den som en onlineformular, eller hænge den op i kredshuset. Bed forældrene om at melde tilbage på, hvad de gerne vil. I behøver ikke give dem muligheden for at vælge det helt fra, så længe der også er små opgaver at vælge.

Hvis I løbende beder forældrene om hjælp til opgaver, så kan det være en rigtig god idé at beskrive opgaverne ned til mindste detalje. Det gør det nemmere for forældrene at sige ja, men det giver også jer den bedste hjælp. Det er ikke alle forældre, der har været en del af et foreningsliv før. I kan f.eks. beskrive præcist, hvor mange æbleskiver der skal købes og varmes til jeres julestue, hvornår de skal være klar og om man også står for oprydningen bagefter.

Lav en Facebookgruppe for forældrene – enten samlet eller for hver klasse. Efter hver mødeaften og på lejre, kan I dele små historier og tekster om, hvad I har lavet. Det giver forældrene indblik i FDF, og billederne kan være en god samtalestarter, når børnene skal forklare, hvad de har lavet.

Lav en fane på jeres hjemmeside, hvor I samler alle de informationer, som forældre har brug for at vide. Her kan I beskrive de opgaver, I har brug for hjælp til, lægge en standardpakkeliste op og linke videre til jeres sæsonplaner. I kan også lægge jeres samværsregler og persondatapolitik i forældrefanen.

Mange forældre bruger allerede kalendere, som automatisk synkroniserer. Det er derfor oplagt at lave en kalender til hver klasse i Medlemsservice. Så kommer FDF-arrangementer automatisk med i familieplanlægningen. Tilknyt jeres kalender til kredsens hjemmeside, så kan forældrene abonnere på deres barns FDF-hold direkte fra hjemmesiden.

På trykkeriet.fdf.dk kan I finde en infofolder til forældre til en FDFer. I den får forældrene indblik i, hvad de kan forvente, når deres barn er meldt ind i FDF, og samtidig, hvad der forventes af dem. I kan tilpasse folderen, redigere i teksten og udskifte billeder, så den passer til jeres kreds. Print en stak ud, og gør det til en vane at give dem til forældrene, når der kommer nye børn.

Find og print folderen i trykkeriet.

FORM – fire overvejelser at gøre sig

Forudsigelighed

Vær tydelig og konkrete omkring jeres forventninger.
Forældre er lige så forskellige som børnene. De har dog det til fælles, at de alle vil det bedste for deres børn. Derfor skal I fortælle dem, hvordan de kan hjælpe med at deres barn får et godt fritidsliv i FDF. I en kreds er der mange forskellige opgaver, der skal løses, som kræver forskellige kompetencer. Tænk over, hvordan I bedst kan skabe plads til, at man kan hjælpe til på mange forskellige måder, I jeres kreds. Måske er en forælder god til at slå græs, mens en anden er vant til at søge fonde eller sidde i bestyrelsen.

Rummelighed

Både børn og forældre er forskellige!

Nogle gange bliver vi som ledere udfordret på vores rummelighed i mødet med mange forskellige børn. Her er forældrene en stor ressource, de kender deres børn bedre end nogen anden. Tal med forældrene, om de udfordringer I oplever, og bed gerne forældrene om hjælp. Læs mere om FDFs pædagogik og pædagogiske værktøjer, her

Opmærksomhed

Det gode forældresamarbejde opstår ikke af sig selv
I en travl FDF-hverdag, kan man hurtigt glemme lige at få hilst på forældrene, når de henter og afleverer deres børn. Inden mødet, kan I tale om, hvem der er vært og hilser på, byder på en kop kaffe og tager sig tid til en snak i dag. Det skaber tillid og opbygger en relation til forældrene, der på sigt kan blive til en ny frivillig i kredsen.

Inviter forældrene med.
Tænk over, hvornår I skal invitere forældrene med i løbet af året. Er det til sommerafslutningen, årsmødet, den sidste dag op sommerlejr eller en familieweekend? Igen giver det forældrene en relation til jeres arbejde og øger fastholdelsesgraden af børnene. Det er ikke et spørgsmål om I skal, men mere om hvornår.

Mening

De fleste forældre er ikke vokset op i FDF – fortæl dem hvorfor vi gør det.
Når forældre hjælper til i kredsen, gør de det helt frivilligt ligesom os. Derfor skal det også give mening for dem, og de har ikke jeres gejst og engagement for FDF-arbejdet (endnu). Når I beder om hjælp, er det altså vigtigt at fortælle, hvorfor I har brug for hjælp. Er det så I kan tjene penge til en fed udlandstur, for at frigive lederkræfter, så I kan lave gode aktiviteter for børnene eller noget helt andet? Lykkes I med at give jeres engagement videre til forældrene, har I måske en ny puslingeleder eller tante/onkel til sommerlejren.

Foldere til forældre - klik og gå i gang

Der er udarbejdet to forskellige foldere I kan bruge i kommunikationen til nye forældre.

I kan selv redigere indholdet, så det passer til jeres kredsvirkelighed. Tryk på billedet, og gå i gang med det samme.

Mit barn på lejr

Her har vi skrevet alt, hvad forældre skal vide, når de sender deres barn på lejr for første gang.

Infofolder til nye forældre

Er en guide til forælderen, som indeholder en lille ordbog, lidt om FDF generelt og ikke mindst hvad de skal vide om lige netop jeres kreds.

Video til forældre om at forstå FDF som forening

Herunder er en video der forklarer hvad FDF er, til nye forældre og andre interesserede. Den er I velkomne til at dele på jeres egen kreds’ hjemmeside, eller sende ud til nye forældre i kredsen.

Er det svært

Det er helt forståeligt, og vi vil rigtig gerne hjælpe! FDFs foreningsudviklere har forløb klar om det at invitere nye voksne (forældre) ind i kredsen, som vi rigtig gerne vil fortælle jer, og arbejde sammen med jer, om.

Det du skal gøre, er at kontakte os på 33 13 68 88 og trykke 2 (hverdage mellem 13 og 16, torsdag til 20, fredag lukket), så kommer du igennem til FDFs Team for lokalt engagement.

Du kan også sende vores foreningsudviklere med ansvar for kredsudvikling en mail.