Musikmærket

Mærketype:
Ikke opdateret

Mærkeudvikler:
Jacob Thulstrup Pedersen, FDF K19 Vanløse og Andreas Emil Nesgaard, FDF K19 Vanløse

Formål:
I FDF er musikken kilde til fællesskab, fortælling og tro. At opleve, skabe og fremføre sang og musik er en samlende ramme med plads til pjat, alvor og eftertanke. Det er svært at forestille sig en andagt, en mødeaften eller en sommerlejr uden musik og sang. Den legende tilgang i FDF er grundlaget for, hvordan børn og unge møder musik – med stemmen, kroppen og instrumenter.

Vejledning

Vejledning

1: Lær årets nye sange at kende. De kan høres på online streaming-tjenester. Mange landsdele afholder Sing In-arrangementer, hvor man mødes om at lære de nye sange. I kan tale med jeres børn/unge om, hvilke nye sange, I bedste kan lide og gerne vil blive ved med at synge.

2: Lav gerne jeres egne huskeregler og tal om, hvordan man kan huske fagterne i forhold til teksten. Opvis numrene med fagterne for hinanden, en anden klasse eller for kredsen. Sange med fagter kan findes på www.legedatabasen.dk, under kategorien 'musiklege'.

3: Til planlægningen kan I med børnene/de unge tage udgangspunkt i følgende punkter: - Hvem inviterer vi? Klasser? Forældre? Menigheden? Byen? - Hvem præsenterer sangene? Hvad siger vi om sangene? - Skal der spilles på instrumenter? Er der nogen der synger for? - Skal nogle af gæsterne lære nye sange – hvordan gør vi det?

Derfor tager vi mærket

Vi tager mærket for sammen at opleve og bidrage til det fællesskab, der skabes gennem fællessang i FDF. Vi ønsker at give børn og unge et trygt rum, hvor alle synger med.

Aktivitetsforslag 1

Lær de nye sange i årets March og lejr.

Aktivitetsforslag 2

Udvælg sange fra March og lejr, som I gerne vil lære fagterne til.

Aktivitetsforslag 3

Lad børnene/de unge være med til at planlægge et arrangement, hvor der synges fællessang.

Inspiration

Fagter til March og lejr-sange kan findes i March og lejr eller på www.legedatabasen.dk

Sange fra March og lejr kan findes på diverse streamingtjenester.

Derfor tager vi mærket

Vi tager mærket for at opleve, at stemmen kan bruges til at lege med. Vi ønsker at give børn og unge et trygt rum, hvor de udforsker mulighederne i deres stemmer.

Aktivitetsforslag 1

Syng med “maske på” Vi leger, at vi er forskellige roller og synger sange ligesom rollerne ville synge dem.

Aktivitetsforslag 2

Lav et vrøvleorkester og beat boxing Del jer i f.eks. tre grupper. Hver gruppe aftaler en vrøvlelyd, som de kan synge i kor – f.eks. ”wack-tjuka”.

Aktivitetsforslag 3

Lav en sang-impro-starter.

Vejledning

1: Vi kan f.eks. være julemænd, der synger “Jeg kører i min lille bil”. Vi kan være en operasanger, en sørøver eller en fornem dronning. Find selv på roller og sange. I kan skrive idéerne på sedler af to forskellige farver papir. Derefter trækkes der tilfældigt en sang og en rolle, som I prøver.

2: Midt mellem grupperne står en dirigent. Når dirigenten peger på en gruppe, skal denne synge sin lyd. I kan på skift prøve at være dirigent, og grupperne kan også prøve forskellige vrøvlelyde. Hver gruppe kan have to lyde samtidig, så dirigenten skal pege højt eller lavt for at vælge. I kan også aftale tegn, der betyder, at lyden skal laves med en bestemt “maske på” (læs aktivitetsforslaget ovenfor). Prøv at lave en runde, hvor grupperne på skift laver en lyd/melodi, der kan loope i ring. En gruppe starter og den næste finder på en lyd/melodi, de synes lyder godt sammen med den første. Byg på den måde et lille lydmaleri op sammen. I kan aftale en fælles kort sangtekst, der afbryder lydmaleriet med et fælleskor. Dirigenten tænder og slukker for de forskellige grupper og signalerer, hvornår alle pludselig skal skifte til fælleskoret.

3: Fyld en hat med billeder (f.eks. fra et spil billedlotteri) og sedler med ord, som I vælger. Legen er, at man trækker et billede eller et ord og ud fra det straks finder på en lyd, melodi eller kort sangtekst. Man kan evt. være 2-3 FDFere, der gør det sammen, så man ikke står alene. Lyden gentages i ring, mens de næste trækker fra hatten og bygger på. En dirigent kan evt. tænde/slukke for lydene eller lade grupperne trække nye billeder/ord.

Derfor tager vi mærket

Vi tager mærket for sammen at åbne vores ører for en verden af forskellige lyde og rytmer. Gennem rytmiske lege styrkes børn og unges rytmiske sans, og de oplever, at de med fokus på fælles puls og tempo kan finde på og bygge musik op.

Aktivitetsforslag 1

Leg “Levende lyd-vendespil”: To personer går uden for døren, mens resten finder sammen to og to. Hvert par undersøger lydene, der kan laves med ting i lokalet og vælger sig en lyd – eller en kort samling af lyde efter hinanden – evt. med en særlig rytme. Når alle parrene er klar, blander de sig med hinanden og sætter sig. De to uden for døren hentes ind. Spillet starter. Brug klassiske vendespil-regler og lad evt. alle “brikkerne” klappe for at kopiere rytmen i de korte lydsamlinger, der laves. Dermed er der mere aktivitet og rytmetræning for dem, der er “brikker”.

Aktivitetsforslag 2

Leg med ekko-rytmer og body percussion.

Aktivitetsforslag 3

Byg jeres eget stomp-orkester.

Inspiration

“På spanden” – Christine Dueholm

“Stomp med børn” – Peter Altmann (Apple Books)

Vejledning

2: Vi sidder eller står i cirkel. En leder finder på en kort rytme ved at trappe/klappe/knips. Cirklen forsøger at gentage rytmen straks efter. På skift kan alle få lov at være den, der finder på. Man kan også lade turen gå på skift rundt i cirklen og hele tiden holde musikken i gang uden at stoppe. Vi kan finde inspiration ved at søge på YouTube efter “body percussion” – evt. “body percussion fdf”. Vi prøver også at dele os i to eller flere grupper, så vi laver forskellige rytmer, der lyder godt, når de spilles samtidig.

3: Vi bygger simple percussion-instrumenter af billige materialer ved at finde inspiration på nettet/biblioteket. Vi undersøger de forskellige instrumenters lyde og bygger rytmer op, der lyder godt sammen. Vi finder på forskellige variationer og bygger et nummer op – evt. med sang til.

Derfor tager vi mærket

Vi tager mærket for sammen at opleve det fantastiske i at danse og bevæge os sammen. Vi ønsker, at børn og unge skal være trygge ved at tage sig deres plads på gulvet og danse frit sammen.

Aktivitetsforslag 1

Dans dit navn og din fødselsdag!

Aktivitetsforslag 2

Lav jeres egen dansekoreografi.

Aktivitetsforslag 3

Dans en folkedans. Gå på opdagelse på YouTube og find en folkedans, dansk eller fremmed.

Inspiration

På idrætslærer-hjemmesider, såsom www.skoleidræt.dk og www.dgi.dk, kan I finde mange forslag til danseaktiviteter samt links til musik- og videoforslag.

Vejledning

1: Se, hvor de forskellige bogstaver og tal er placeret på kroppen herunder. Øv hver især at danse jeres navn og fødselsdato. Sæt musik på og gå rundt mellem hinanden, mens I danser jeres personlige dans.

2: Vælg en sang at lave en dansekoreografi til. I kan vælge kun at danse til noget af sangen. Start gerne med at blive inspireret ved at spejle dansevideoer på YouTube. Søg f.eks. på ”Just dance” eller spil selve spillet på konsol. I kan også vælge at optage jeres dans og lave det som en musikvideo.

3: Folkedans: I kan nemt komme i gang med dansen ‘Åh Susanne’. Nogle seniorer/ledere i jeres kreds kender måske de folkedanse, der danses på seniorkurserne i FDF.

Derfor tager vi mærket

Vi tager mærket for at møde børn og unge med tro og kristendom gennem salmer og øvrig musik. Vi ønsker, at børn og unge kender til salmer skrevet i FDF.

Aktivitetsforslag 1

Salme-dysten. Find på forskellige lege og konkurrencer med udgangspunkt i salmer. Aktiviteterne kan laves i hold og I kan føre point eller flytte jer rundt på en kæmpe spilleplade. Det kan også bygges op som et løb eller grupper kan fremvise på skift.

Aktivitetsforslag 2

Gennemfør en salme-års-marathon Tænk salmesang ind i årsplanlægningen: Drøft i ledergruppen hvilke salmer, I synes, jeres FDFere skal kende og hvor tit I skal synge en ny.

Aktivitetsforslag 3

Sang, tro og samtale. Tag fat i forskellig musik, som børnene hører og gør sangene til udgangspunktet for en dialog om livet og tro. Hør nummeret og tal om, hvorfor I tror, at kunstneren har skrevet netop denne sang. Hvad fortæller sangen om det at være menneske?

Inspiration

Flere salmer er skrevet i FDF. Eksempler på disse er: ’Du som har tændt millioner af stjerner’, “Nu går solen sin vej”, “Alle er givet”. I kan introducere jeres FDFere for FDF-salme-historien, ved at synge disse salmer.

www.folkekirken.dk og www.kristendom.dk, kan I læse om samle-bogens historie, og hvad en salme er.

www.dendanskesalmebogonline.dk kan I høre melodier, finde ordforklaringer samt noter til de forskellige salmer.

Vejledning

1: Idéer: - Syng en salme på skift én linje ad gangen - Samle udklippede salmetekster - Syng en salmetekst på en anden melodi, så godt det passer. - Lav fagter eller en danse-koreografi til en salme - Gæt en salme ud fra en engelsk oversættelse

Overvej, om der bruges salmer, som børnene/de unge kender eller om det også er meningen, at der skal læres nye salmer.

2: Et eksempel på en salme-planlægning kunne være, at I til 6 mødeaftener på et år sætter tid af til at synge en ny salme og tale om, hvad I får ud af den. Tænk gerne salmens tema ind i de forskellige kristne højtider eller traditioner, som I har om i løbet af året. I kan også tage ud af huset: - Salmer i det grønne

Lav en aftale med en organist og få fremvist et orgel

Optræd med julesalmesang i byen

Derfor tager vi mærket

Vi tager mærket, for at børnene/de unge bliver bevidste om deres viden inden for musik ved at den sættes i spil. Vi ønsker, at børn og unge oplever selv at kunne skabe underholdning for hinanden.

Aktivitetsforslag 1

Lav en musikquiz Lad først FDFerne prøve en musikquiz, som lederne har forberedt. Derefter laver de selv en quiz – enten i grupper for hinanden eller én samlet quiz, som en anden klasse så prøver.

Aktivitetsforslag 2

Tag på musikløb I kan lade jer inspirere af ovenstående aktivitetsforslag, musikquiz. Med løbsformen tilføjes i højere grad bevægelse og udfordringer på store områder.

Aktivitetsforslag 3

Opfind en leg ud fra en sang.

Inspiration

Sange fra March og lejr kan findes på www.spotify.com Lav din egen quiz på www.kahoot.com eller jeopady-quiz på www.jeopardylabs.com.

Vejledning

1: Til både ledernes og børnenes/de unges quiz kan I overveje: - Skal March og lejr inddrages i quizzen? - Skal der være svarmuligheder? - Skal der være spørgsmål, hvor der skal lyttes til sang/musik? - Skal der nynnes/fløjtes/tegnes/mimes? - Skal der være farverige papskilte, der vendes undervejs? - Skal der bruges projektor: F.eks. PowerPoint el. Kahoot? - Skal der trækkes sedler undervejs med tilfældige spørgsmål? - Skal der være forskellige kategorier af spørgsmål? - Skal der føres point eller skal der være en spilleplade?

2: Der kan f.eks. laves en post, hvor forskellige kunstnere hænger som billeder på træer. Man skal så f.eks. forbinde sangtitler med de rigtige billeder. Det giver også et lag, at musikaktiviteterne laves ude i det fri – det kan udfordre FDFerme at skulle mime en bestemt sang på byens torv. Løbsformen kan vare længere, hvorimod musikquizzen kan være en intensiv aktivitet. I kan også vælge, at deltagerne undervejs indsamler linjer til en sang, der til sidst skal synges. De kan også ved hver post få et lille rytmisk instrument, så de til sidst skal lave et stompnummer.

3: Brug jeres viden om sange, herunder personer og handlinger i sangene. Det kan meget vel være sange fra March og lejr. Ud af en sang skal I finde på jeres egen leg. Lederne kan forberede en leg, men børnene/de unge kan også være med til at finde på. Eksempel på leg: Musen Hannibal Lav en bane bestående af to murerspande (eller tilsvarende). Den ene spand er Grenå og den anden er Hundested. Mellem spandene er der hav, men der laves også en mågeø midt mellem spandene ved at lave en cirkel af reb.

Inddel jer i grupper á 3 personer: En kok, en styrmand og en sildemåge. Hver gruppe er enten på hold Grenå eller på hold Hundested og starter ved deres egen havn (spand). Kokken stiller sig bag styrmanden og lægger sin ene hånd på styrmandens skulder. Sildemågerne kan flyve frit omkring.

Rundt omkring i havet lægges der sild i form af f.eks. bolde eller klodser. I hver gruppe skal sildemågen samle én sild op ad gangen og give den til sin egen kok – altså kun til sin egen kok, for de tre er ”bedste venner”. Kokken har kun én ledig hånd og skal holde så mange sild som muligt. Styrmanden skal bevæge sig selv og kokken skiftevis rundt om Grenå-spanden og om Hundested-spanden. Når kokken er ved sit eget holds spand, skal sildene smides ned i denne.

Engang imellem kalder en leder, at der er tåge – evt. med et tågehorn. Det betyder, at alle sildemågerne skal ”hvile sig” ved at mødes på mågeøen og synge tredje vers af Musen Hannibal (eller evt. alle versene). Den måge, der kommer sidst hen til mågeøen, skal synge for. Der synges ikke, før alle er samlet.

Fjerde gang der kommer tåge, er legen slut og hvert holds spand med sild tælles op. I kan bytte roller og lege igen. Hvert hold kan også have én mus (dvs. to i legen i alt). Musene løber hen og hilser på modstanderholdets måger, hvilket betyder, at de er nødt til at smide deres sild. Find selv på en bestemt måde, man skal hilse på hinanden på. Tre high fives? Danse om hinanden? Man kan også skulle sige bestemte ting, f.eks.: Mus: ”Hej Måge” Måge: ”Halløj Mus” Mus: ”Er det dig, Åge?” Måge: ”Næh, men stik mig et knus!”

Derfor tager vi mærket

Vi ønsker, at børn og unge får kendskab til toner og oplever at kunne spille melodier/sange sammen.

Aktivitetsforslag 1

Spil på flasker.

Aktivitetsforslag 2

Bliv tonenørder.

Aktivitetsforslag 3

Lav et “4 chord”-band.

Vejledning

1: Stil 10-16 glasflasker op på række. Fyld forskellige mængder vand i og spil med en blyant eller teske. Undersøg, hvordan tonerne ændrer sig efter mængden af vand. Søg på nettet efter “online piano” for at høre forskellige toner. Prøv at få jeres flasketoner til at lyde som de forskellige hvide tangenter. Find selv på egne melodier på flaskerne. Leg huskedyst: Første deltager spiller én tone. Næste deltager spiller den samme tone og så én mere. Efterhånden bygges flere toner på, og det gælder om at huske rækkefølgen. Prøv at spille simple børnesange, f.eks. Mariehønen Evigglad, Jeg gik mig over sø og land, Mester Jakob, Se min kjole (www.bornesangene.dk).

2: Lær noder at kende med de gratis musikøvelser.

Lav selv et vendespil, hvor hvert stik er et tonenavn på det ene kort og nodelinjebillede, der passer til på det andet kort. Træk tilfældige kort og spil dem på f.eks. klaver, marimba, klokkespil eller boomwhackers. Læg tonekortene i en rækkefølge og lav på den måde jeres egen lille melodi, som I kan spille. Prøv at spille efter noden til “Dagen er til ende” (Nr. 82 i March og lejr).

3: Lav jeres eget band – måske I kan låne et musiklokale på en skole? Der findes rigtig mange kendte sange, som er bygget op af fire akkorder, der kører i ring hele sangen igennem.

Se musikvideoen “4 Chords” af “The Axis Of Awesome”, der ligger på YouTube. Søg på Google efter “4 chords songs list” og vælg en sang, som I kender og kan lide. Søg på YouTube efter sangen titel og “how to play”. Det er vigtigt, at I har et solidt trommetempo, som kan holde sammen på jeres sang. Det kan f.eks. spilles på en “cajon”, der er en simpel tromme, der er let at flytte rundt på og som giver en god effekt. I kan også søge på YouTube efter “backing beat” i et passende tempo.

Derfor tager vi mærket

Vi tager mærket for at børn og unge får erfaringer med at udtrykke sig gennem skabelse af egen tekst og egen musik.

Aktivitetsforslag 1

Lav et tekst-værksted og rap

Vi skriver hver nogle sedler med et ord/emne eller en sætning på. Vi sidder i en cirkel og der trækkes en seddel. Første person taler ud fra ordet. Næste person i cirklen taler videre, når lederen ringer med en klokke. Når alle har prøvet, kan hver person i stilhed skrive nogle sætninger ned, man synes var gode. Man kan også vælge at skrive ned fælles. Find et rap-beat på YouTube og prøv derefter at sige sætningerne på en rap-agtig måde. I kan evt. bytte rundt på nogle af sætningerne, men det gør ikke noget, hvis noget af det virker forvirrende og ikke “giver mening”.

Træk en ny seddel og prøv forfra – denne gang kan I afspille et stykke instrumentalmusik imens og blive inspireret af stemningen. Søg f.eks. efter “mysterious music”

Aktivitetsforslag 2

Skriv en lejlighedssang

Vælg en simpel melodi, som I kender godt. F.eks. “Jeg er havren” eller “I en kælder sort som kul”. Lav sedler med emner og træk derfra. Se evt. under inspiration for at få tilfældige ord fra en hjemmeside. I kan dele jer op i små grupper med hver jeres melodi og emne eller I kan én fælles sang, hvor I skriver et vers hver.

Aktivitetsforslag 3

Digital musikproduktion

Brug en hjemmeside eller app til selv at skabe jeres eget beat, underlægningsmusik eller et stykke melodi.

Vejledning

3: I kan så finde på en sangtekst og melodi henover. Start gerne med at finde på et omkvæd og lav derefter vers. Find inspiration til sang- og tekstproduktion i de øvrige aktivitetsforslag samt i “Musikmærke 2 - Sang og stemmeleg”.

Prøv f.eks.: Sampulator, Splice Beat Maker, Incredibox, GarageBand og forskellige “looper” apps i Android/iOS

Derfor tager vi mærket

Vi tager mærket, fordi vi gerne vil have en musikalsk oplevelse sammen. Når vi ser andre spille, kan vi blive inspireret af både tekst, musik og kulturen omkring musikken.

Aktivitetsforslag 1

Oplev hvad gør musikken ved jer

Find små, forskellige filmklip, som viser forskellige stemninger. Afspil musik til, som har andre stemninger end på film-klippene. Tal efterfølgende om, hvilken stemning musikken forsøgte at skabe. Tal også gerne om, hvilken betydning lyde og musik har for, at vi kan forstå hinanden.

I kan også prøve at se en række film-klip, hvor halvdelen af FDFerne skiftes til at have ørepropper/høreværn på. Se hvordan I reagerer forskelligt på film-klippene med og uden lyd. Efter klippet skal gruppen, som ikke kunne høre, prøve at forklare hvad der skete i klippet. Lad de to forskellige grupper (med og uden ørepropper) sidde i hver sin side af lokalet, så reaktionen er tydeligst.

Aktivitetsforslag 2

Besøg et Tambourkorps eller orkester

Spørg et tambourkorps eller orkester, om I må besøge dem. Spørg orkestret, om de vil spille nogle numre for jer, fortælle om instrumenterne og måske lade jer prøve nogle af instrumenterne.

Aktivitetsforslag 3

Tag til en koncert!

Tag sammen ud og oplev en koncert, teaterkoncert eller teaterforestilling med musik. Det kan være i eller uden for FDF.

Inspiration

FDF laver flere arrangementer (tambourkorps-opvisninger/musikkoncerter/forestillinger) i løbet af året som I kan tage til. Det kan være seniorfestival eller koncertstævne.

Søg på lokale hjemmesider efter musik-arrangementer i jeres lokale område.

Hvis I ringer/skriver til arrangøren for en koncert/forestilling, kan I være heldige at få gruppe-rabat til arrangementerne.

Vejledning

2: Inden opvisningen kan I dele børnene op og lade dem lægge mærke til de forskellige instrumenters roller i det samlede orkester. Tal efterfølgende med børnene om instrumenternes rolle, hvad de syntes om musikken og hvilken forskel der er på at høre denne slags musik ’i levende live’, frem for en afspilning på en højtaler.

3: Inden forestillingen har I talt om at lægge mærke til hvilken stemning, musikken/lydene/rummet skaber. Når I kommer hjem, skal I tale om musikken og lydenes rolle, og hvordan det kan være en anderledes musikoplevelse at gå til en koncert frem for at lytte til musikken derhjemme.

Derfor tager vi mærket

Vi tager mærket, fordi vi gerne vil opleve, hvordan det er at optræde, finde ud af hvad musik kan gøre ved teater, samarbejde om en opsætning og give andre en musikalsk teater-oplevelse.

Aktivitetsforslag 1

Krybbespil og salmesang. Lav et krybbespil ud fra juleevangeliet med replikker og evt. en fortæller. Læg julesalmer ind undervejs, som passer til det sted i historien, I er nået til. Det kan være karakterer i stykket, der synger – evt. suppleret af et lille kor. Hvis I fremfører stykket for et publikum, kan I også lægge op til, at de synger med.

Aktivitetsforslag 2

Lav en march og lejr-musical.

Aktivitetsforslag 3

Lav en musical. Del jer i grupperne “Drama”, “Kostumer/scene/revkisit” og “Band”. Byg sammen en musical op og oplev fællesskabet, energien og adrenalinen, når alle arbejder sammen om et fælles mål og hver eneste del og person er vigtig, for at projektet lykkes.

Vejledning

2: Vælg sange fra March og lejr, som I godt kan lide – I kan f.eks. trække 3 sange tilfældigt blandt jeres favoritter. Find på en historie, der kan kæde de tre 3 sange sammen. Byt evt. en sang ud, hvis I får en god idé til en ny sang undervejs. I kan bruge sange med karakterer, der så indgår i stykket – eller finde på jeres egne roller og have sange, der passer til handlingen eller karakterernes følelser eller stemningen i historien.

3: Start med, at I ledere taler om, hvordan energi, erfaring og tid kan fordeles til de tre forskellige grupper. Måske vil grupperne blive vægtet forskelligt i jeres musicalprojekt. Læg en plan for, hvordan I kommer i gang med et manuskript:

En historie I kender (bog, film, bibelhistorie)

Kim Larsen-sange (kendt af mange, masser af handling)

Vælg eller træk to følelser at skrive et stykke ud fra.

Lav sedler og træk fra en hat: Karakterer, steder, handling.

Find også inspiration i dramamærket.