FDF er partner i Børnenes Danmarks Indsamling 2024

Kredse opfordres til at støtte Børnenes Danmarks Indsamling med et gåmøde i januar. 

23. Nov 2023
Mia Fanefjord Hansen

Foto: Christian Kyed

FDF er igen i 2024 partner i Børnenes Danmarks Indsamling. Sammen med andre centrale samarbejdspartnere, herunder landets biblioteker og Dansk Skoleidræt, vil FDF samle penge ind til Folkekirkens Nødhjælps projekt, der hjælper fejl- og underernærede børn i Uganda.

I Børnenes Danmarks Indsamling 2024 er børn over hele Danmark ude at gå for den gode sag. Hver gang et barn har gået en kilometer, donerer Novo Nordisk Fonden 20 kroner til Danmarks Indsamling, indtil der er gået 500.000 km. Lørdag d. 3. februar afsløres det i Danmarks Indsamlings store TV-show på DR1, hvor mange kilometer børnene samlet har gået for Uganda. På landets biblioteker kan børnene registrere det antal kilometer, de har gået, og få udleveret et diplom.

Alle kredse i FDF opfordres til at støtte op om initiativet ved at arrangere et gåmøde i januar, hvor kredsens børn og ledere kan samle midler ind. 

Kredse kan hente inspiration til gåmødet i mærkebeskrivelsen for FDFs vandremærke og eventuelt tage mærket i forbindelse med mødet.

Der er også inspiration at hente i artiklen om vandreture i nærområdet fra seneste nummer af FDF LEDEREN.

FDF vil i samarbejde med DR løbende kommunikere om projektet.