Klar, parat, KursusSTART

Som noget nyt kan man i kursuskataloget læse om KursusSTART. 7.-8. klassekursus har nemlig skiftet navn.

30. Aug 2022
Jasmin Palander Sørensen

Foto: Kasper Henriksen

Navneskiftet fra 7.-8. klassekursus til KursusSTART begyndte med et ønske om et mere mundret navn, som understøtter, at kurset er et springbræt til kursuslivet i FDF. Nicolai Pelzer, kursusleder for KursusSTART på Rysensteen, var med i processen om at vælge et nyt navn.

- Der var mange gode og spændende navne i spil, da vi skulle vælge nyt navn til det daværende 7.-8. klassekursus. Valget faldt på KursusSTART, da vi ønskede at signalere, at det er det første led i FDFs grundlæggende lederuddannelse.  Det nye KursusPLUS var lige opstået, og vi var ret vilde med idéen om en fælles snor gennem kursusnavnene, fortæller Nicolai Pelzer.

Selvom kurset har fået nyt navn, er rammerne for kurset de samme på både Rysensteen og Hardsyssel Efterskole, hvor instruktørerne lægger kræfter i at give de unge en god start på kursuslivet.

- Seniorvæbnere møder hinanden på tværs af landet og mærker, at der findes FDF i hele Danmark. Konkret kan seniorvæbnerne opleve, hvad det vil sige at være en del af et forbund med et formål, medlemsdemokratiet, hvad der venter dem i FDF-land og meget mere, fortæller Andreas Nielsen, kursusleder for KursusSTART på Hardsyssel Efterskole.

 

Fælles program for alle på kurset

For at give kursusdeltagerne en god start, leger deltagerne sig gennem kursets moduler i samlet flok.

- KursusSTART er anderledes fra de andre kurser, fordi mange af deltagerne er første- eller andengangsdeltagere i FDFs store kursusverden. Noget af det særlige ved KursusSTART er, at programpunkterne laves i fællesskab, så alle på kurset får en fælles oplevelse. KursusSTART er et lille og hyggeligt kursus, hvor man får en relation til både de andre deltagere og instruktørerne på kurset, fortæller Nicolai Pelzer.

 

Læs mere om KursusSTART i det online kursuskatalog eller i den trykte udgave, som er husstandsomdelt til alle FDFere over 13 år.