Indspark og en karrusel med kompetencer: 240 afsted på lederkursus

Den sidste weekend i april var 240 FDFere samlet til lederkursus på FDF Friluftscenter Sletten. Det blev en weekend fyldt med nye indspark og farverige bekendt-skaber. 

Mai Christensen

I 2018 bliver lederkurset afholdt i weekenden den 20.-22. april.

FOTO: Jacob Warrer.

-Jeg synes, der er en fantastisk stemning, og vi brænder allesammen for den samme ting: At give vores børn, hjemme i vores kredse, de bedste oplevelser.

Sådan lyder det fra Paul Hoolihan fra FDF Juelsminde, der er én af de 240 FDFere, der i weekenden den 28.-30. april deltog i årets lederkursus på FDF Friluftscenter Sletten. Med en bred vifte af grupper, oplæg og aktiviteter fik deltagerne indspark til deres ståsted: Fra et oplæg fredag aften ved Martin Keller, der er kendt fra Naturpatruljen, over en kompetencekarrusel lørdag aften, hvor man kunne snuse til de forskellige grupper, til en aftengudstjeneste ved Julsøs bred.

Rygsækken pakket med værktøjer

Lederkursets formål er at inspirere til udfoldelse af FDFs ambition og udviklingsmål i det daglige arbejde - både i kredsen, udvalg, netværk, på kurser og i andre FDF-sammenhænge. Og spørger man Brian Strunge, der til daglig er formand i FDF Kolind, er han ikke i tvivl om, at lederkurset har givet ham inspiration med hjem i rygsækken. På lederkurset deltog han i grupperne ”Brænd igennem lokalt” og ”Pædagogiske tips og tricks i kredsen”.

-Det er et knaldgodt kursus, fordi vi kan sparre med hinanden, og vi kan få en masse viden. Der er rigtig mange forskellige grupper, så der er efter min mening noget for enhver smag. Så jeg mener alle vil kunne finde en gruppe, de vil kunne bruge i deres FDF-arbejde - lige meget hvad de laver, forklarer han.  

Både unge og ældre afsted

Men det var ikke bare de garvede ledere, der var at finde på årets lederkursus. Også seniorer og andre lederspirer blev klædt på til at give sig i kast med det ugentlige børnearbejde i kredsen.

-Lederkurset er en super fed oplevelse, og da jeg selv stadig kun er senior, så er det super fedt, at man får relationer til nogen, som måske har lidt mere erfaring i FDF. Men også, at man får en helt masse ny viden, som man kan bruge til en masse ude i kredsen. Det er noget, du kan tage med hjem og føre ud i praksis, siger 17-årige Augusta Brink Wikborg fra FDF K7 Frihavn, der deltog i gruppen Ung 3. 

Næste lederkursus finder sted den 20.-22. april 2018.