En hel landslejr på hospitalet

Alle landslejr-oplevelser er helt særlige, uanset om du holder styr på pilteflokken, er tante på kredspladsen eller får lejren til at fungere som en af de mange medarbejdere. 

08. Apr 2022
Rasmus Lind

Foto: Frederik Andreas Jørgensen

Når telte i alle former og farver til sommer skyder op på Sletten, og duften fra lejrkøkkenerne blandes med klangen af øksernes stål, sidder Frederik Hagn-Meincke klar på lejrhospitalet. Han er til daglig speciallæge i almen og akutmedicin, og han ser frem mod faglige udfordringer og det store landslejr-fællesskab.

- På lejrhospitalet kommer jeg til at bruge min faglighed på en måde, som jeg ikke er vant til. I mit arbejde på et sygehus er jeg jo vant til at have alle de ting, jeg skal bruge, men på lejrhospitalet bliver man nødt til at tænke ud af boksen for at finde de gode løsninger, siger han.

Alle byder ind

Frederik Hagn-Meincke deltog også som medarbejder på lejrhospitalet i 2016, hvor han oplevede dét fællesskab, som har fået ham til at melde sig igen i år.

- Når man laver noget med andre frivillige, er der som regel et godt fællesskab. På lejrhospitalet er vi blandt andet folk fra sygehuse, almene praksisser, fysioterapeuter og studerende, og alle byder ind og er klar til at hjælpe til. Folk har en ordentlig indstilling til tingene, så vi får løst opgaverne, siger han.

Selvom der kan være travlt på lejrhospitalet, skal Frederik Hagn-Meincke også besøge sin egen kreds. For landslejren ser måske lidt anderledes ud fra lejrhospitalet, men stemningen er den samme.

- Selvom jeg er medarbejder, er jeg stadig med til de store events på lejren. Der er ikke så meget direkte børnearbejde, og det er en anderledes landslejr, men oplevelsen er lige så stor. Man får hele stemningen med, siger han.

Hvis du vil høre mere om mulighederne for at være medarbejder på landslejren, kan du ringe på tlf. 20672803.