FDF Familie forlænger Aalborg-kreds' fremgang 

I FDF Aalborg 8 Nr. Tranders er FDF Familie blevet en måde at fortsætte kredsens udvikling og fremgang på. 

Mai Christensen

Kredsleder Maria Harbo Thomsens egne børn går også til FDF i kredsen. Her ses hun sammen med børnene Caroline og Valdemar.
FOTO: Nils Krogh

På bare fem år har FDF Aalborg 8 Nr. Tranders vendt krise til succes. Men på trods af en solid fremgang, vil kredsleder Maria Harbo Thomsen ikke stoppe kredsens udvikling - der skal hele tiden nye medlemmer til. Derfor var Maria Harbo Thomsen heller ikke bleg for at sige ja, da to ledere foreslog at starte FDF Familie i kredsen. Familiearbejdet startede i august sidste år, og allerede nu er 12 børn, i alderen to til seks år, en del af kredsen.

-Vi holder kun møde en gang om måneden. Her kan ældre søskende, der er medlemmer af kredsen, også deltage. Så skal børnene også have som minimum én voksen med. Det betyder, at vi som regel er 25 mennesker samlet til FDF Familie, siger hun.

Kredslederen ser FDF Familie som en oplagt måde at rekruttere nye medlemmer på. Derfor er det også hendes håb, at børnene på familieholdet bliver en del af kredsen i mange år fremover - hvad enten de er søskende til ældre børn i kredsen eller helt nye børn. 

- Hvis vi skulle finde nye medlemmer, ville det give bedst mening at rekruttere nedad. Vi har kun én senior, og at finde nye medlemmer i 8. - 9. klasse ville blive svært. Derfor var FDF Familie en ideel løsning, fortæller Maria Harbo Thomsen. 

Et langt sejt træk

Da Maria Harbo Thomsen for fem år siden sad til krisemøde i FDF Aalborg 8 Nr. Tranders, var det ikke med et titel som kredsleder for øje. Kredsen i Nørre Tranders, lige uden for Aalborg, var nemlig lige ved at dreje nøglen om – noget som Marie Harbo Thomsen ikke kunne se stille til. Nu efter fem år med Maria Harbo Thomsen ved roret er udviklingen vendt, og hele 115 medlemmer har hjemme i kredsen.     

- Jeg brænder for kredsen og vores lokalsamfund. Hvis kredsen lukkede på det tidspunkt, ville det betyde, at der ikke var noget FDF i Nørre Tranders, når min ældste søn blev gammel nok til at være pusling. Den tanke kunne jeg ikke holde ud, fortæller kredslederen. 

Maria Harbo Thomsen selv beskriver forløbet som et langt sejt træk. En stor indsats fra kredsens ledere og et solidt PR-arbejde ved siden af har betydet, at kredsen har fået hul igennem til lokalsamfundet.  

-Rekrutteringsarbejdet har været meget omfattende og måske min vigtigste opgave som kredsleder. Jeg har været heldig, fordi jeg har fået rigtig mange nye ledere, der har lagt et kæmpe stykke arbejde. Med årene er det blevet en fælles opgave at spotte tilflyttere, forældre og andre, som kunne tænkes at ville være med som ledere.Vi har også uddelt foldere på alle kommuneskoler i vores sogn. Det har betydet, at vi er blevet synlige, siger hun.  

Puslinge og børn fra familieholdet var selvfølgelig også med til kredsens sæsonstart.
FOTO: Nils Krogh