FDF Fjelstervang sætter fokus på genanvendelse

Med en pantindsamling er medlemmerne hos FDF Fjelstervang ikke bare med til at spæde i kassen til årets sommerlejr. Kredsen sætter også fokus på genanvendelse og klæder børnene på til at kunne forstå bæredygtighed.

05. Mar 2019
Mai Christensen

Over pantstationen hænger en tavle, så alle kan følge med i, hvilken klasse der indsamler mest pant.

FOTO: FDF Fjelstervang

Slår man et smut omkring FDF Fjelstervang i disse uger, er der stor sandsynlighed for, at man vil få øje på børn i blå skjorter, der kommer slæbende med tomme dåser og flasker. Kredsen er nemlig i fuld gang med at indsamle pant - dels for at hjælpe årets sommerlejr på vej og dels for at lære børnene om genanvendelse. For selv om bæredygtighed kan virke som en stor og uoverskuelig størrelse, bliver det meget lettere at forklare, når missionen pludselig er håndgribelig.

-Vi har i FDF Fjelstervang siden januar forsøgt os med et nyt system, der både skal skabe opmærksomhed om vores store forbrug af flasker, men også indbringe penge til kredsen, siger kredsleder Heidi Bonde Nielsen og fortæller, at FDF Fjelstervang fik ideen til pantsystemet fra en anden kreds i netværket, FDF Ikast.

At tage ansvar

-Derudover er der en god mulighed i projektet for at snakke bæredygtighed, genbrug, affald og håndtering. I en lille landsby som Fjelstervang er der mange ildsjæle, som brænder for, at vores område skal holdes pænt og nydeligt, hvorved vi kan bruge dette som vores bidrag til dette. Vi har set flere børn komme med flasker, som de har fundet på vej til FDF, eller som forældrene har haft med hjem fra en løbetur og så videre, afslutter kredslederen.

Udover at score bonuspoint på bæredygtighedskontoen er der også er en helt konkret gulerod for den "vindende" klasse: flødeboller.