Tak for hjælpen! FDF kan få momskompensation

FDF er i mål med årets støttebidrag for at opnå momskompensation. 

19. Dec 2021
Mia Fanefjord Hansen

Foto: Christian Kyed

Takket være den seneste tids mange støttebidrag kan FDF opretholde sin status som indsamlingsorganisation og dermed muligheden for at modtage den årlige momskompensation på op mod 500.000 kroner til landsforbundet. FDF er således i mål med de påkrævede 100 private støttebidrag på mindst 200 kroner, der årligt kræves for indsamlingsorganisationer. 

FDFs hovedbestyrelse sender en stor tak til de mange bidragsydere, der har støttet enten landsforbund, kredse eller FDFs internationale projekt, GLOBUS.

- Enhver økonomisk støtte til FDF er med til at sikre, at endnu flere børn og unge får uforglemmelige oplevelser i vores fællesskab. Vi vil gerne takke alle, der i årets løb har valgt at give et bidrag, siger Emil Gaarde, kasserer i FDF.

Du kan stadig støtte FDF

Det er fortsat muligt at støtte FDF og vores arbejde for at give børn og unge et ståsted at møde verden fra. Du vælger selv, om du vil støtte med et enkeltbeløb eller give et fast årligt bidrag. Alle donationer kan trækkes fra i skat for såvel privatpersoner som virksomheder.