Ny formand for samfundsengagementsudvalget: "Unge skal vide, at deres mening tæller"

Nadia Aron Piilgaard bliver ny formand for FDFs samfundsengagementsudvalg, som netop har fået nyt kommissorium.

07. Jul 2023
Mia Fanefjord Hansen

Nadia Aron Piilgaard tiltræder postensom formand for FDFs samfundsengagementsudvalg. Sammen med udvalgets medlemmer skal hun arbejde for at understøtte landsforbundet og FDFeres deltagelse i demokratiet samt bidrage til en bæredygtig udvikling i hele FDF.

FDFs hovedbestyrelse godkendte i juni et nyt kommissorium, der sætter retning for samfundsengagementsudvalgets arbejde frem til 31. december 2027. Udvalgets målsætning er således at styrke FDFs arbejde med at skabe ansvarlige og demokratiske medborgere, der engagerer sig i det samfund og den verden, vi lever i, samt at bidrage aktivt til en bæredygtig udvikling.

- Samfundsengagement har altid været en stor del af FDFs dna. Som udvalg skal vi tydeliggøre, hvor vigtig en spiller FDF er, når det kommer til at uddanne demokratiske medborgere, som engagerer sig i vores samfund på alle niveauer, siger formand Nadia Aron Piilgaard, der til daglig er leder i FDF Fredensvang, og fortsætter:

- Unge skal vide, at deres mening tæller. At de ved at engagere sig aktivt i demokratiske processer, indgå i dialog og lade egne holdninger komme til udtryk er med til at forme vores samfund. Vi har brug for unge med tillid til systemet og hinanden – og den tillid opbygges, når unge mærker, at deres bidrag betyder noget, siger Nadia Aron Piilgaard.

Ny stærkere struktur

Nadias første opgave som formand bliver at samle et hold af frivillige udvalgsmedlemmer. Fremover skal udvalget bestå af et hovedudvalg samt en række tilhørende arbejdsgrupper med hvert deres fokusområde. De enkelte arbejdsgrupper vil være repræsenteret i hovedudvalget og kommer til at beskæftige sig med indsatser på såvel lokalt som nationalt og globalt niveau.

- Vi glæder os til at understøtte og inspirere kredse og landsforbund og være en sparringspartner for arbejdet med samfundsengagement i alle dele af FDF, siger Nadia Aron Piilgaard.

Når arbejdsgrupperne i den kommende tid bliver nedsat, kan de tage fat på arbejdetmed blandt andet:

  • at bidrage til at sikre børn og unge medindflydelse
  • at udvikle aktivitets- og inspirationsmateriale om bæredygtighed til forskellige målgrupper
  • at inspirere kredse til lokale samarbejder
  • at bidrage til at styrke samarbejdet med eksterne samarbejdspartnere
  • i samarbejde med andre ambitionsudvalg at koordinere deltagelse i og repræsentere FDF i relevante fora som fx Folkemødet

Udvalget har også til opgave at udarbejde et oplæg til en ny bæredygtighedsstrategi for landsforbundet.

Samtidig har udvalget et internationalt sigte og skal blandt andet arbejde videre med koncepter og initiativer fra FDFs internationale projekt, GLOBUS, når det udløber i slutningen af 2023.

Vær med i udvalget

Samfundsengagementsudvalget søger lige nu medlemmer. Interesserer du dig for demokrati og ungeinddragelse? For lokalt engagement og samarbejde? Eller har du mod på at inspirere kredse og hele FDF til en bæredygtig udvikling? Så end en mail med info om dig selv, og hvorfor du gerne vil være med i udvalget, til formand Nadia Aron Piilgaard på mail senest d. 27. august 2023. 

Du kan finde og læse kommissoriet i sin fulde længde nedenfor.