Nyt FDF-tøj i 2020

Den nye supplerende FDF-beklædning kommer til salg i 2020, og det bliver i en god kvalitet.

27. Mar 2020
Christina Gro Storm-Andersen

Foto: Thomas Heie Nielsen

Den nye supplerende FDF-beklædning, der blev vedtaget på landsmødet i 2018 er på vej, og vil være i salg hos 55NORD senere i år.

Ideen med den nye beklædning er dels at kunne tilbyde større fleksibilitet, så man også kan markere et tilhørsforhold på varme dage eller eksempelvis på seniorkurset eller mødet med kommunen, hvor skjorten tit fravælges. Landsmødet besluttede dog, at forbundsskjorten også fremover er vores fælles beklædning som FDFs primære beklædning.

Tre nye muligheder

Forud for landsmødet havde en arbejdsgruppe udarbejdet et oplæg, der anbefalede at producere overdele, og defineret en række principper i forhold til kvalitet, pris og størrelser.

Det er der arbejdet videre med, og i første omgang produceres en t-shirt i børne-, dame- og regulær/herre-model. En hoodie i børne- dame- og regulær/herre-model og en merino-uldbluse i dame- og regulær/herre-model til salg. FDF-blå er den bærende farve på alle tre beklædningsdele, og elementer, som eksempelvis FDF-skjold på ærmet vil gå igen på tværs af kollektionen.

Producent med stor erfaring

Tøjet kommer til salg i 55NORD, og produceres af Mammut Work Wear, der har specialiseret sig i specialdesignet erhvervsbeklædning, med vægt på det funktionelle. De har blandt andet leveret uniformer til Dansk Politi og Toldstyrelsens medarbejdere.

Der blev indgået et samarbejde med Mammut Work Wear i begyndelsen af 2019, og siden er der arbejdet på at finde de rette stofkvaliteter, pasformer og indfarvning. Den særlige FDF-blå, der kendetegner FDF er vanskelig at ramme i de forskellige kvaliteter. Det har desuden taget tid at finde en fast uldblanding til den rette pris, men det er nu lykkedes. 

- Det har taget tid, men vi synes, vi har ramt en rigtig god kvalitet i forhold til pris. Vi er meget begejstrede. Vi havde håbet, at få tingene til salg op til sommerferien kombineret med et forsalg nu, desværre har corona-krisen forsinket dette, siger FDFs generalsekretær Rasmus Agergaard Pedersen.

Det var planen, at der skulle være åbnet for presale i de kommende uger. Nu er det forventning, at man kan se billeder af produkterne og bestille op mod sommerferien, og så vil den nye beklædning være i landet til salg på den anden side af sommerferien.

Størrelsesfordeling

De tre beklædningsgenstande vil være at finde i:

 

 

T-shirt

Børnestørrelser: 4-14 år

Dame XS-XXL

Unisex XS-XXXXL

Hoodie

Børnestørrelser: 4-14 år

Dame XS-XXL

Unisex XS-XXXXL

 

Uldtrøje

Dame XS-XXL

Unisex XS-XXXXL