På seniorkursus får man både venner og værktøjer

Efterårets kurser er veloverståede, og 768 FDFere er vendt hjem – rige på vilde oplevelser, nye venner og værktøjer, der kan bruges i kredsen. Her fortæller tre af deltagere fra Seniorkursus Sletten om deres oplevelser.

30. Oct 2018
Laura Schjødt Frimann og Mai Christensen

Med tålmodighed, samarbejde og fingersnilde kan selv Klodsmajor med spisepinde lade sig gøre.

FOTO: Kasper Henriksen

For nogen er det en fast tradition at drage afsted på kurset, når kalenderen viser påske og efterårsferie, mens andre skal have et lille skub, før de udfylder tilmeldingsblanketten og pakker rygsækken. Men fælles for alle er, at kurserne giver dem FDF-oplevelser i særklasse. Det fortæller 16-årige Izabella Rasmussen fra FDF K 27 Lundehus Sogn, der var afsted på Seniorkursus Sletten i uge 42.

-Jeg har fået venner for livet, og en masse inspiration og værktøjer, som kan bruges i kredsen, siger hun og fortæller, at hun tog afsted for at møde nye mennesker og for at få nogle fede oplevelser.

Det samme gjorde hendes kredskammerat, Karl Schjødt Thorsen på 15 år, der desuden fremhæver det ansvar, der følger med.

-Det er rigtigt sjovt, og man lærer mange søde mennesker at kende. Desuden bliver man bedre til at være leder og tage ansvar, siger han.

Alle er med

I alt 768 FDFere var på kursus i efterårsferien – fordelt på 7.-8. klassekurser, seniorkurser, seniorvæbnerkursus, efterårskursus og internationale kurser. Som én af de mere end 768 kursister fortryder 15-årige Ingrid Holbøll, ligesom sine to venner fra FDF K 27 Lundehus Sogn, ikke et sekund, at hun brugte sin efterårsferie på FDF. Tværtimod er hun kommet hjem med mere, end hun tog afsted med.

-Jeg lærte forskellige løb og aktiviteter som kan bruges i kredsen, og så er jeg blevet bevidst om, at man som leder skal tage hensyn til de personer, som har det svært fysisk, sådan at alle i gruppen kan være med, afslutter FDFeren fra København.