”Selvom man er nystartet, er man ikke alene”

FDF Aabenraa fortæller om det at starte og afvikle FDF i en helt ny kreds

19. Oct 2020
Ida Sofie Kristensen

Foto: Henrik Pedersen

Kredsen FDF Aabenraa holdt deres første møde i november 2019 og er dermed ikke engang et år gammel. Deres kredsleder Charlotte Heidemann fortæller her om kredsstarten, samarbejdet med kredsens netværk og de fordele og udfordringer, der følger med, når man opbygger en kreds fra bunden.

Charlotte Heidemann har været FDFer fra barnsben, og siden hun forlod barndomskredsen i FDF Fredericia Vejlby, har hun både været vidt omkring i FDF-landet og også holdt en længere pause fra det frivillige arbejde. Flere af hendes medledere i FDF Aabenraa kan fortælle lignende historier om deres tid i FDF, og ledergruppens samlede brede viden om forskellige måder at lave, drive og være frivillig i FDF på har været en fordel i arbejdet med få Aabenraa-kredsen på benene:

-Vi kommer hver med vores FDF-historie i bagagen, og vi kan og brænder for mange forskellige ting ved FDF. Nogle er frilufts- eller pioneringstyper, mens andre er dygtige til f.eks. kreative aktiviteter eller musik. Andre igen ved en masse om at være en bykreds, hvilket også har været super brugbart, fordi FDF Aabenraa netop ligger i bymidten, fortæller Charlotte.

Til spørgsmålet om det særlige ved at starte en ny kreds, svarer hun prompte: 

- Man kan skabe sine egne traditioner fra scratch. Der er intet ”vi plejer” til potentielt at bremse nye ideer, og det kan være super fedt og motiverende. Omvendt kan det også være en udfordring at stå med så mange muligheder og veje at gå med en kreds, der stadig er relativ lille og ikke har så mange ledere.  

Vigtigt at række ud til andre kredse

I FDF Aabenraa har de p.t. ni børn. Den yngste er 8 år, mens fem af børnene er i alderen 14 år og opefter. Det store aldersspænd er en af de ting, der kan skabe udfordringer, når der samtidig kun er fem ledere tilknyttet kredsen. For hvordan planlægger man program, der rammer plet hos både en tumling og en seniorvæbner på samme tid? Her har FDF Aabenraa i høj grad brugt deres netværk i arbejdet med at sikre relevant FDF for alle deres medlemmer:

- Vi fik fra start en virkelig varm velkomst i vores netværk. Selvom vi kun nåede at deltage i et enkelt netværksmøde før corona, nåede vi der at etablere en god kontakt til de omkringliggende kredse. Det er en stor hjælp at kunne trække på kompetencer og viden hos lederne i kredsene omkring os, når vi f.eks. vil afvikle aktiviteter, hvor vores egne lederressourcer ikke rækker. Selvom man er nystartet, er man jo ikke alene, understreger Charlotte.

Hun peger samtidig på vigtigheden af, at nye kredse selv tør række aktivt ud efter samarbejder og sparring med andre kredse:

- Vi har endnu ikke fundet vores identitet som kreds, siger hun. Vi har et årshjul på tegnebrættet og vi vil rigtig meget, men vi er stadig i gang med at finde en struktur, f.eks. for vores lederflok og den generelle drift. Også dér er der jo være rigtig meget erfaring at hente i sparringen med de andre kredse.