Syng med i 2020

Syng med i markeringen af 75året for befrielsen til næste år. Søg penge til jeres fællessangsarrangement. 

20. Dec 2019
Christina Gro Storm-Andersen

Foto: Christian Kyed

2020 kommer til at stå i sangens tegn. Hele det første halvår, men især i dagene 4. og 5. maj vil der være masser af store fællessangsarrangementer i hele landet. I kan være med, eller arrangere jeres egne arrangementer.

Alsang i 1940

Alsang er en genopdagelse af et fænomen, der samlede mange, mange tusinde danskere under 2. Verdenskrig til fællessang. Det var en folkelig hyldest til fædrelandet og indirekte en protest mod besættelsesmagten. Mange steder var FDFere primusmotor for arrangementerne. Eksempelvis distriktsleder på Fyn, Marius Jacobsen (skoleinspektør i Odense), der opfordrede kredsene og andre organisationer til i fællesskab at arrangere en række arrangementer for ungdommen. Det blev til flere arrangementer i Fyns Forsamlingshus under titlen ”Ungdommen kalder” – man skønner op mod 30.000 deltog. Læs meget mere i næste nummer af FDF LEDEREN.

Vi mødes til maj

Den 4. maj vil der være store samlende arrangementer flere steder i landet, og alle kommuner er opfordret til at være med. Der er allerede annoncerede planer i Aalborg og Dronninglund og Esbjerg. Men flere byer vil præsentere deres planer i det nye år.

I kan finde alle arrangementer i alsangskalenderen, eller oprette jeres eget arrangement. I bestemmer selv, hvad der skal synges. Det kan jo også være nye March og lejr-sange. Har I brug for inspiration er der lagt 45 meget varierende sange online med tekst og klaver- og sangakkompagnement. 

Søg penge til fællessangsarrangementer

Har I en ide til et projekt og arrangement, der er med til at støtte og udvikle fællessangskulturen i jeres by, kan I søge op til 10.000 kr. Fristen er 15. januar 2020. Måske kan I synge sammen med ældreklubben, fodboldklubben, eller nye steder som i Brugsen eller svømmehallen. Man skal have fokus på mindst et, men gerne flere af fokusområderne: nye målgrupper, nye steder, nyt repertoire, nye former eller aktiviteter for og af unge i alderen 15-25 år.

ALSANG 2020

ALSANG 2020 markerer 75året for befrielsen, men det er også en hyldest til frihed og demokrati og har som mål at styrke medborgerskabet. Projektet er løbet i gang af Grundtvigs Forum, Spil Dansk og Dansk Forfatterforening og et stort netværk, hvor FDF er med.