Tag med på GLOBUS-Akademi og lær verdensmålene at kende

Med kurset GLOBUS-Akademiet bliver du klogere på FNs Verdensmål og lærer, hvordan du arbejder med dem i din egen kreds  

07. Oct 2020
Theresa Schaltz

FDFs internationale projekt GLOBUS handler om FNs Verdensmål; både om, hvordan verdensmålene er relevante i bl.a. Nepal, men også om hvordan de er relevante for i FDF, og hvordan der kan arbejdes aktivt med dem ude i kredsene. Som senior har du nu muligheden for at komme med på GLOBUS-Akademi; et weekendkursus, hvor du sammen med andre seniorer lærer en masse om, hvordan du kan udvikle og afvikle sjove og skæve aktiviteter med udgangspunkt i verdensmålene dér, hvor du går til FDF. 

 

Er du rigtig klog ... på verdensmålene?

På GLOBUS-Akademiet lærer du verdensmålene at kende, samarbejder med andre seniorer om at finde på fede GLOBUS-aktiviteter, lærer projektsangen og ser videoer og hører fortællinger fra GLOBUS-udvalgets rejse til Nepal, hvor vores samarbejdspartner Folkekirkens Nødhjælp laver klimaprojekter. Ved kursets afslutning udnævnes du til GLOBUS-Ambassadør og er klar til at gå ud i FDF-verdenen og lave fede aktiviteter! 

- På Akademiet har vi lært om, hvor fedt det er at lave en bæredygtig og grøn kreds. Man kan sætte spor i sin kreds, f.eks. ved at sikre mindre madspild, bæredygtige lejre og mange andre fede ting, fortæller Sofie Amalie, som i foråret deltog på GLOBUS-Akademiet. 

GLOBUS-Akademiet er et landsdækkende tilbud for alle seniorer med interesse i at sætte en bæredygtig dagsorden i FDF og verden. Gennem leg, diskussioner, brainstorms og workshops ønsker ruster GLOBUS-Akademiet deltagerne til at finde de bedste grønne idéer og udvikle på dem - alt sammen i rammerne et sjovt og udfordrende seniorfællesskab. 

- På kurset bliver du udfordret på vidt forskellige måder; både i din måde at tænke aktiviteter og FDF på generelt. Du er med til at skabe en masse konkrete aktiviteter om verdensmålene, som kan bruges hjemme i kredsen, fortæller GLOBUS-udvalget, som arrangerer kurset. 

GLOBUS-Akademiet afvikles næste gang fra lørdag d. 7.- søndag d. 8. november på Rysensteen i København. Deltagere får et kursusbevis for deltagelse på kurset.

Bemærk at der er meget begrænsede pladser på kurset og at  de reserveres efter først-til-mølle-princippet.