Madmærket

Formål

Mad danner ofte rammen for vores fællesskab, og i mødet omkring maden opstår relationer. Tiden vi bruger på at tilberede og spise mad, skal være rolig og efterlader derfor god plads til dybe samtaler, der styrker relationer. Madlavningen bliver først for alvor spændende, når universet åbnes, og der gøres plads til at undres, til at udforske og til at opleve sammen. Hvorfor er mad nødvendig, og hvordan sammensættes det optimale måltid, både ift. smagsoplevelse og ernæringsbehov? Hvor kommer vores fødevarer fra, og hvilken betydning har fødevareproduktionen for samfundet og jorden? Hvilken betydning har mad for det enkelte individ, og hvordan påvirker mad mødet mellem mennesker? Intentionen bag aktivitetsforslagene er, at mad skal være mere end blot madlavning. Der skal være plads til at lege med maden og opleve nye nuancer. Aktiviteterne skal danne basis for stillingtagen gennem relevante problemstillinger som ressourceudnyttelse, affaldsproduktion, klimabelastning og meget andet. Vigtigst af alt skal madlavningsaktiviteterne skabe rum hvor relationer opstår, udvikles og styrkes.

Af: Maria Westergaard, Mads Vejby Thomsen og Casper Buerkal Bache Nielsen