FDFs legeudvalg søger lege-hjerner og lege-hjerter
– vil du lege med i FDFs sjoveste udvalg?

At lege giver energi, glæde og fællesskab - derfor er legen vigtig og en helt central del af FDF. Men har du nogensinde tænkt over, hvad en god sørøver-leg med både børn og voksne egentlig gør ved deltagerne? Det, og mange andre elementer af legens univers, vil vi arbejde med. Samtidig vil vi udvikle lege til brug i alle FDF-kredse, der gemmer sig rundt i hele landet.
Leg som første punkt på dagsordenen
Legeudvalget mødes 4 søndage i løbet af året. Derudover kan der forekomme et online møde i ny og næ. Derudover vil der løbende være mindre projekter, der kan løses i teams. Møderne vil primært blive afholdt i Østjylland. Vi vil give os god tid til både at lave aftensmad sammen og altid teste alverdens lege i fællesskab.
I udvalget er der brug for FDFere, der har leg på hjernen og i hjertet. Unge eller gamle, som synes, at leg har stor betydning for børn og unge i dag.
Kan du genkende dig selv i én eller flere af følgende sætninger, så har vi brug for lige netop dig:
- Jeg elsker, at udvikle skøre ideer og opfinde kreative løsninger.
- Jeg elsker, at gøre mine budskaber skarpe og få andre med på ideen.
- Jeg elsker altid at have en finger på pulsen og følge med i, hvad der rører sig i FDF og i samfundet.
- Jeg elsker, at gøre ting ordentligt – og føre opgaver helt til dørs.
Vil du være med?
Send meget gerne lidt til os - hvor du på din helt egen måde fortæller om dig selv, hvad du brænder for i dit FDF-arbejde og hvorfor du gerne vil være med i FDFs legeudvalg? Du er desuden altid velkommen til at ringe eller skrive til os med tanker og spørgsmål.
Leg@fdf.dk
60 86 00 04 / 41 15 70 75
Vi glæder os til at høre fra dig – og til at lege med dig, ude i det store FDF-land.
Glade hilsner fra
Daniel Graungaard & Maria Ilum Andersen– kontaktpersoner for legeudvalget.