Intro til sommerlejrmaterialet

Vil I lave flere møder omkring verdensmålene - med udgangspunkt i sommerlejrmaterialet - er dette et godt sted at starte.

Indsendt af FDF

Beskrivelse

Introduktionshistorie til børnene

Har I hørt om Nepal? Nepal er et land i Asien, som ligger meget langt fra Danmark, og hvor vejret er meget anderledes. Dér bor Neelam på 7 år med sin mor og søskende. Neelam er en meget nysgerrig pige, og elsker derfor at opdage og undersøge nye ting. Til hverdag hjælper hun sin mor med grøntsagerne i haven, hertil har de et drivhus med et vandingssystem. Dette gør, at planterne kan vokse ved den perfekte temperatur og den rigtige mængde vand. Derfor kan de dyrke mange grøntsager, som de sælger på det lokale marked. Pengene de tjener bliver blandt andet brugt på Neelam og hendes storebror Milan kan komme i skole. De har også en lillesøster på 4, der hedder Eyrum.

De bor ikke længere sammen med deres far, han rejste for 2 år siden til Indien, for at se om han kunne få et arbejde der. Men de har ikke hørt fra ham siden. Deres mor er heldigvis rigtig god til at dyrke en masse grøntsager. Flere af de andre kvinder fra deres kollektiv, siger endda, at Neelams mor er den bedste af dem alle. Deres kollektiv består af 20 familier fra nabolaget, der alle dyrker grøntsager. Her samler de grøntsagerne, inden de bliver kørt på markedet for at sælge dem. Det er rigtigt smart, så familierne ikke skal transportere deres egne grøntsager. Kollektivet er også smart, for her kan de låne penge til at investere i landbruget, derudover kan de faktisk få gratis frø af regeringen. Neelams mor har også været på et kursus i at dyrke grøntsager, så nogle gange lærer hun de andre, hvordan man gør. Kurset handlede om hvilke grøntsager, der er gode at dyrke i deres område. Klimaforandringerne har nemlig påvirket regnmønstret, så de kan ikke længere planlægge dyrkningen lige så nemt som tidligere.

Neelam har også mange venner, fætre og kusiner, som hun nogle gange besøger. Det er meget forskelligt, hvad de laver. Nogle producerer mursten, andre har en fiskefarm, nogle dyrker ris ved hjælp af ænder. Der sker mange ting i Nepal, som er et meget anderledes land end Danmark. Det vil I også finde ud af i løbet af sommerlejren, hvor Neelam blandt andet fortæller om livet i Nepal. Hvordan det ikke er alle, der har nok vand, hvordan der er dårlige handelsruter og hvordan de er mange der bor på landet i Nepal. Men måske ændrer nogle af disse ting sig i forhold til samfundet ændres og verdensmålene opfyldes. Måske får underbetalte arbejdere, den rette løn i fremtiden og måske får alle børn mulighed for at komme i skole ligesom Neelam. Men alt dette kommer I til at høre meget mere om i løbet af sommerlejren.

Mødeaktivitet

Introduktion til verdensmålene

Pynte GloBussen

Hver gang man går fra en aktivitet til en anden, så kører man i GloBussen derhen. Der er flere forskellige måder at udforme sin GloBus på (se mere i beskrivelsen af sommerlejrmaterialet). Uanset hvilken type GloBus, man vælger, så kan den og evt. andre fællesarealer trænge til lidt stemning. Derfor skal hvert barn vælge deres yndlings verdensmål og tegne alle de ting, de kan komme i tanke om, når de hører om verdensmålet. De større børn kan også læse undermålene til hvert verdensmål, og derudfra tegne idéer til at imødekomme de beskrevne problemerne. Herefter hænges alle tegningerne op i hytten.

Materialeliste

· Papir

· Verdensmålene

· Farver og tusser

Vendespil med levende brikker

2 større børn føres væk fra resten, så de ikke kan se eller høre, hvad de aftaler. Derefter skal børnene gå sammen to og to, hvor de hvert par får tildelt et verdensmål. Herefter skal de blande sig mellem hinanden, og de to børn hentes tilbage. Deres opgave er nu at gætte, hvilke to der hører sammen, ved at få den til at fortælle, hvilket verdensmål de er. Hvis man mere end 36 børn (2 til at gætte og 17 par), så laves legen bare flere forskellige steder. Her kan man evt. gøre det svære for de større, der eks. skal lyde som det verdensmål, de får tildelt.

Refleksion

Nu har børnene stiftet lidt bekendtskab med verdensmålene. Derfor kan I nu tage en snak om følgende spørgsmål:

Har I hørt om verdensmålene andre steder?

Hvad kan man bruge verdensmålene til?

Hvorfor tror I at man har lavet verdensmålene?

Hvad glæder I jer allermest til på verdensmåls lejren?

Deltagere

1 - 1000 personer

Alder

5 - 18 år

Varighed

120 - 120 min.

Materialer

Deltagere

1 - 1000 personer

Alder

5 - 18 år

Varighed

120 - 120 min.

Inde/ude

Indendørs
Udendørs