Trosudvalget søger nye medlemmer

Vil du være med til at udvikle arbejdet med tro og forkyndelse i FDF? Så kom med i FDFs trosudvalg.

Bliv en del af FDFs trosudvalg, og vær med til at støtte FDFs ambition og formål! Hvis du finder glæde i arbejdet med tro og forkyndelse i FDF, så er denne mulighed perfekt for dig. 

Trosudvalget har til formål at opretholde og styrke FDFs arbejde inden for tro, som det fremgår af vores formål, ambition og værdier. Vi arbejder både organisatorisk og praktisk, og der er forskellige måder at være med på. Du kan fx være med til at:

  • udvikle fremtidige mål inden for tro
  • skabe konkrete andagtsmaterialer
  • starte debatten om tro i kredsene
  • deltage i uddannelse
  • holde oplæg i kredsene.
  • ...og meget mere.

 

Både børn og voksne i FDF er i fokus for vores arbejde. Vi er et ambitiøst udvalg, der samtidig prioriterer hyggeligt samvær og respekt for forskelligheder. På den måde opnår vi en større forståelse for mangfoldigheden inden for den kristne tro i FDF.

Du behøver ikke at have nogen specifik baggrund for at være med i Trosudvalget. Vi opfordrer alle interesserede til at ansøge, uanset om du studerer, er præst eller har en anden erhvervsmæssig baggrund. Vi er et bredt udsnit af ledere fra hele landet.

Vi mødes cirka fire gange om året til hele dagsmøder, typisk i Aarhus eller København. Ud over disse møder kan der være mindre arbejdsgrupper og særlige deadlines, som kræver ekstra møder. Der kan også forekomme arbejdsopgaver mellem møderne, men det afhænger af, hvor mange arbejdsgrupper du deltager i. Vores næste møde er d. 12. november kl. 13-17 i København. 

Hvis du er interesseret i at være med, skal du sende en mail til Stine Vrist Jepsen og Kathrine Fischer på tro@fdf.dk senest fredag d. 13. oktober. I mailen må du gerne skrive lidt om dig selv og din motivation, såsom hvorfor du gerne vil være med i Trosudvalget, hvilken erfaring du har i FDF, din baggrund, og hvad du vil bidrage med til udvalget.

Som udgangspunkt er man med i Trosudvalget for en sæson – indtil efteråret 2024. Efter dette kan man vælge, om man vil fortsætte i næste sæson.

Har du yderligere spørgsmål, eller vil du gerne have mere information om udvalget, er du velkommen til at kontakte os. Du finder vores kontaktoplysninger herunder:


Formand Kathrine Fischer, tro@fdf.dk, tlf. 60 19 37 58
Formand Stine Vrist Jepsen, tro@fdf.dk, tlf. 60 84 54 64

Foto: Christian Kyed